Tvangsarbejde

Tvangsarbejde er en alvorlig krænkelse af grundlæggende menneskerettigheder. EU’s Forced Labour Regulation (FLR) tager udgangspunkt i definitionen i ILO-konvention nr. 29, hvor tvangsarbejde er arbejde eller en tjenesteydelse, der kræves af en person under trussel om straf, og som personen ikke frivilligt har tilbudt at udføre.

Dårlige arbejdsforhold er ikke det samme som tvangsarbejde. Der skal være elementer af manglende frivillighed og tvang. Tvang kan antage mange former og kan blandt andet hænge sammen med gæld, tilbageholdelse af løn eller identitetspapirer, begrænsning af bevægelsesfriheden, trusler, vold eller misbrug af en arbejdstagers sårbare position.

Tvangsarbejde i mode- og tekstilbranchen

Mode- og tekstilbranchen har lange og ofte komplekse værdikæder, der strækker sig fra dyrkning og udvinding af råvarer over spinding, vævning, farvning og anden forarbejdning til den endelige produktion af tøj, sko og andre produkter. Risikoen for tvangsarbejde kan derfor opstå mange steder i værdikæden og er ikke begrænset til den fabrik, hvor det færdige produkt bliver produceret.

Tvangsarbejde er dokumenteret i flere dele af mode- og tekstilbranchens værdikæder. Blandt andet i forbindelse med bomuldsdyrkning, fremstilling af garn og tekstiler, beklædningsproduktion og fodtøj.

Risikoen kan være særlig vanskelig at opdage længere nede i leverandørkæden og i den uformelle del af sektoren. Migrantarbejdere og rekruttering er et andet væsentligt risikoområde. Betaling af høje rekrutteringsgebyrer, gæld, tilbageholdelse af pas, vildledende kontrakter eller begrænsninger i arbejdstagerens mulighed for at skifte job kan skabe en afhængighed, der i alvorlige tilfælde kan udvikle sig til tvangsarbejde.

Virksomheder bør derfor se ud over deres direkte leverandører og være opmærksomme på risici i blandt andet råvareproduktion, spinderier og væverier, underleverandører, hjemmearbejde samt rekruttering af migrantarbejdere.