Livscyklusvurdering (LCA) og EU’s Product Environmental Footprint (PEF)
Her finder du inspiration, viden og værktøjer, der kan hjælpe i din virksomheds arbejde med PEF og LCA.
Hvad er en LCA?
Life Cycle Assessment (LCA), på dansk livscyklusvurdering, er en internationalt standardiseret metode (ISO14040 og ISO14044) til at beregne produkters miljøaftryk. Den kvantificerer alle relevante emissioner og forbrug af ressourcer gennem hele produktets levetid og relaterer det til de konsekvenser, det har på miljø, sundhed og adgang til ressourcer. En LCA tager højde for et produkts fulde livscyklus: fra udvinding af råvarer, over produktion, til brug og genanvendelse og til at produktet i sidste ende bortskaffes som affald.
Hvad kan man bruge en LCA til?
Ved at betragte sit produkt i et livscyklusperspektiv har virksomheden mulighed for at identificere områder, såkaldte hotspots, hvor produktets miljøpåvirkning, eller risiko herfor, er særlig stor. Det betyder, at virksomheden kan koncentrere sin miljøindsats, der hvor det giver størst mulig miljømæssig gevinst. En LCA kan også være med til at sikre, at der ikke sker såkaldte burden shifting, hvor virksomheden kommer til at flytte miljøpåvirkninger rundt i kæden, eller hvor nye miljøpåvirkninger opstår, når virksomheden arbejder med at løse andre. Eksempler herpå kan være, at virksomheden arbejder med at forbedre produktionsteknologier, men ender med at forårsage affaldsrelaterede problemer, eller at virksomheden arbejder med at reducere drivhusgasudledningen, men som konsekvens heraf kommer til at øge arealanvendelsen eller ender med at øge udledningen i et andet land.
En LCA er stærkt værktøj til internt brug i virksomheden, til at understøtte beslutningsprocesser og give virksomheden vigtig viden og information om deres produkters mulige miljøpåvirkninger, som de ikke kan opnå på anden vis. Derfor er der også rigtig mange virksomheder som oplever en stor værdi ved at gå gennem processen.
Resultaterne fra en LCA kan bruges til at identificerer risici og hjælpe virksomheden med at målrette og prioritere deres indsats. Det er et nyttigt værktøj til strategiarbejde og fremadrettet som metodisk fremgangsmåde til at sikre compliance med kommende lovgivning. Resultaterne fra LCA’en er også meget nyttige i forhold til produktudvikling og sammenligning af f.eks. ændringer i materialer, teknologier og processer m.v.
Det er langt fra alle situationer hvor virksomheden behøver at gennemføre et detaljeret LCA-studie og det er derfor vigtigt at formålet med og omfanget af studiet defineres grundigt fra start. Man kan arbejde livscyklusorienteret på flere niveauer ved at skrue op og ned for omfang og detaljeringsniveauet. Med udgangspunkt i LCA-metoden kan der udføres en forsimplet LCA, hvor man f.eks. alene gennemfører kortlægningen (også kaldet Life Cycle Inventory (LCI)), som helt eller delvis kan bygge på generiske data (kvalitative og/eller kvantitative), standarddata på transport og energiproduktion, efterfulgt af en forenklet vurdering. Her kan fokus prioriteres til at arbejde med de vigtigste miljøforhold og/eller potentielle miljøpåvirkninger og stadier af livscyklussen og/eller faserne af LCA'en.
Hvad måles der på? - Miljøpåvirkningskategorier
Vil du vide mere?
Bliv medlem af DM&T i dag og få adgang til denne og mange andre artikler, ekspertrådgivning og meget mere.