Håndhævelse og monitorering
Fair konkurrence er en hjørnesten i en sund og ansvarlig tekstilbranche. Ambitiøse krav hjælper kun, hvis de håndhæves effektivt. I dag oplever virksomheder, at kontrol med import, e-handel og tredjelandsaktører ofte er utilstrækkelig. Derfor arbejder DM&T for bedre kontrol og en robust håndhævelse, som skaber level playing field for alle.
DM&T mener
Fair konkurrence er en hjørnesten i en sund og ansvarlig tekstilbranche. Ambitiøse krav hjælper kun, hvis de håndhæves effektivt. I dag oplever virksomheder, at kontrol med import, e-handel og tredjelandsaktører ofte er utilstrækkelig. Det skaber ulige vilkår mellem virksomheder, der følger reglerne, og aktører, der bevidst eller ubevidst undgår dem. Det underminerer både miljø- og klimaindsatsen og tilliden til markedet.
En styrket håndhævelse er derfor afgørende. Kontrol med immaterielle rettigheder, registrering, produktindhold, kemi og sporbarhed skal være ensartet på tværs af EU, og myndighederne skal have ressourcerne og redskaberne til at reagere hurtigt på overtrædelser. Samtidig er der brug for bedre data, mere gennemsigtighed og et tættere samarbejde mellem myndigheder og erhvervsliv og ikke mindst medlemsstaterne imellem. Uden et solidt monitoreringsgrundlag bliver det umuligt at vurdere, om materialestrømme bevæger sig i den rigtige retning.
DM&T arbejder for løsninger, der kombinerer styrket markedskontrol med en praktisk tilgang. Det gælder blandt andet fælles europæiske procedurer og effektive samarbejdsmodeller, der gør det muligt at stoppe ulovlige produkter ved grænsen og sikre, at e-handelsplatforme lever op til deres ansvar. Samarbejde spiller også en nøglerolle nationalt, hvor det er afgørende, at alle relevante myndigheder samarbejder og udveksler erfaringer for at sikre håndhævelse og iværksættelse af relevante initiativer, der skaber lige konkurrencevilkår og beskyttelse af forbrugerne.
En robust håndhævelse skaber lige konkurrencevilkår og styrker incitamentet til at investere i kvalitet, dokumentation og cirkularitet.