OK25: Overenskomsten mellem TL og DM&T i hovedtræk

DM&T og Teknisk Landsforbund er blevet enige om overenskomsten for de kommende tre år. Her har vi samlet et overblik over de vigtigste forhold i den nye aftale.

Header OK25 2

Den 7. marts 2025 blev DM&T og Teknisk Landsforbund enige om den overenskomst, der gælder de kommende tre år, efter den bliver stemt hjem i april. Overenskomsten kommer til at gælde i 3 år med udløb den 1. marts 2028.

Der bør ikke ske efterregulering, før resultatet er stemt hjem. De første ændringer sker dog først pr. 1. maj 2025, og det er en administrativ lettelse for arbejdsgiverne.

Overenskomstfornyelsen læner sig op ad de store gennembrudsforlig på Industriens funktionærområde. Det betyder, at vores overenskomst med TL holder sig på samme niveau som øvrige områder. Der er ingen regler om lønsatser, da dette altid aftales lokalt.

Hovedtrækkene i overenskomstfornyelsen er følgende:

Fritvalgskonto

Bidraget til fritvalgskontoen forøges som følger:

  • pr. 1. marts 2026: 1 %-point til 10 %

  • pr. 1. marts 2027: 1 %-point til 11 %

Feriefridage

Værdien af feriefridage kan fremover køre over fritvalgskontoen. Virksomheden kan frit vælge denne mulighed. Efter 9 måneders anciennitet kan der overføres 2,5 % af den ferieberettigede løn til fritvalgskontoen til dækning af de 5 feriefridage.

Ikke-afholdte feriefridage skal udbetales.

Pension

Pensionssatser ændres pr. 1. maj 2025 med 1 %-point, hvorefter arbejdsgiver skal indbetale 11 % (mod før 10 %) og medarbejderen 2 % som hidtil.

Skulle medarbejderen i forvejen modtage en pension på 11 % eller højere fra arbejdsgiveren, kan der ikke modregnes i den eksisterende pension.

Familiefleksibilitet

Medarbejderne får ret til frihed i en række særlige familiemæssige situationer:

  • Barns tredje sygedag.

  • 2 børnebørns-omsorgsdage til bedsteforældre.

  • 2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor. Yderligere fravær kan efter omstændighederne aftales mellem medarbejderen og virksomheden.

De ovenstående dage afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin fritvalgskonto.

Barselsrettigheder

Der er givet to yderligere ugers orlov med løn til ENTEN mor ELLER den anden forælder. Det betyder, at mor nu kan holde op til 26 ugers orlov med løn efter fødslen, og den anden forælder kan holde op til 19 ugers orlov med løn efter fødslen. Det er fællesugerne, der er forlænget med 2 uger fra 5 til 7 uger.

Før fornyelsen var der orlov med fuld løn i 40 uger, hvilket bliver forøget til 42 uger.

Efter fornyelsen har moren ret til løn i 4 uger før fødsel, derefter 10 + 9 uger efter fødslen. Den anden forælder har efter fødslen ret til løn i 2 + 10 uger. Herudover kommer der 7 uger (mod 5 uger før fornyelsen) til deling mellem forældrene.

Sociale forældre får ret til orlov med løn på tilsvarende vilkår som retlige forældre. Der er i dag ret til fravær i henhold til barselsorlovsloven.

Samtidig er der givet mulighed for at en soloforælders nærtstående familie kan tage en del af orloven, i op til 15 uger med løn. Der er i dag ret til fravær i henhold til barselsorlovsloven.

I begge tilfælde er det en betingelse, at den retlige forælder overfører en del af sine orlovsrettigheder.

Ferie

Der gælder ikke længere nogen begrænsning på, hvor mange dages ferie, medarbejderen kan opspare i sin allerede overførte ferie. Tidligere kunne maksimalt 10 af de overførte feriedage være opsparet.

Medarbejderen skal i henhold til ferieloven stadigvæk afholde mindst 4 af de 5 ugers årligt optjente ferie.

Nyt vederlag til arbejdsmiljørepræsentanter

Parterne har som noget nyt aftalt et vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr. årligt. Vederlaget ydes alene til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af TL. Det udbetales fra Kompetence og Samarbejdsfonden.

Tillidsrepræsentanters adgang til deltagelse i infomøder om overenskomstfornyelsen

Tillidsrepræsentanter har ret til frihed med løn til at deltage i informationsmøder, hvor TL er repræsenteret. Det gælder i perioden fra aftaleresultatets indgåelse og frem til urafstemningens igangsættelse. Transportudgiften dækkes af forbundet.

Omlægning af St. Bededagstillæg for funktionærlignende ansatte

Virksomheden kan vælge at lægge 0,55% oveni ferietillægget, så der i alt betales 1,55 % af den ferieberettigede løn.

Databehandleraftale mellem virksomhed og TR

Parterne har udarbejdet en aftale om databehandlingsansvaret, hvis en tillidsrepræsentant (TR) behandler personoplysninger på virksomhedens systemer. Den aftale anbefales det at bruge, hvis man har en TR.

Virksomheder kan ansøge om midler i kompetencefonden

Under visse forudsætninger og hvis der er midler i fonden, kan virksomheden ansøge fonden om tilskud, hvis en medarbejder sendes på kursus eller efteruddannelse. Hidtil har tilskud kun kunnet ansøges ved medarbejderens selvvalgte uddannelse.

DM&T vil senere orientere i lidt flere detaljer om fornyelsen.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michael Lund-Nielsen
Michael Lund-Nielsen

Chefkonsulent, advokat

97117235

ml@dmogt.dk

michaellundnielsen1

DM&T-JANUAR-2020224115
Lars Schandorff

Overenskomstchef

97117236

ls@dmogt.dk

larsschandorff

Jan Hartmann Rømer 2025
Jan Hartmann Rømer

Advokat, HR & Agentforhold

97117234

jhr@dmogt.dk

janhartmannroemer