Angulus søger Head of Wholesale & International Sales

Send din ansøgning

Vil du stå i spidsen for ANGULUS’ wholesale-forretning og være med til at drive vores internationale vækst?

ANGULUS udvikler sig på tværs af brand og forretning og står foran næste fase af vores internationale vækst. Som vores nye Head of Wholesale & International Sales skal du udvikle vores position på eksisterende markeder, åbne nye døre internationalt og skabe profitabel vækst på tværs af wholesale og consignment.

Om ANGULUS

ANGULUS er et dansk footwear-brand grundlagt i København i 1904. Vores sko forener dansk design, kvalitet og komfort og håndlaves på vores egen fabrik i Portugal. Vi er et internationalt brand med tilstedeværelse i Europa, USA og Kina. Virksomheden er familieejet og drives fra vores hovedkontor i København.

Rollen

Som Head of Wholesale & International Sales får du det kommercielle ansvar for ANGULUS’ wholesale- og consignment-forretning og bliver en vigtig drivkraft i vores internationale udvikling.

Du spiller en central rolle i at identificere, hvor og hvordan vi kan skabe vækst – og omsætter mulighederne til konkrete kommercielle prioriteringer. Det betyder, at du både udvikler eksisterende kunder og markeder, åbner nye strategiske key accounts og sikrer et stærkt og performanceorienteret internationalt agentnetværk.

Du leder et mindre salgsteam, refererer til virksomhedens CCO og arbejder tæt sammen med produkt, design, marketing, finans og logistik. Rollen kombinerer strategisk ansvar med handson salgsledelse. Du skal kunne se de største kommercielle muligheder og omsætte dem til konkrete salgsplaner og resultater. Derfor vil du være tæt på kunder, agenter og markeder og samtidig have ansvaret for budgetter, forecasts og den løbende salgsperformance.

En vigtig del af rollen er at omsætte kunde- og markedsindsigt til input, der kan styrke vores kommercielle prioriteringer og udviklingen af produkt, design og marketing.

Dit ansvar

• Drive profitabel vækst i wholesale og consignment

• Udvikle og eksekvere den internationale salgsstrategi

• Udvikle eksisterende markeder og strategiske key accounts og vores agent netværk

• Identificere og åbne nye kunder, markeder og distributionsmuligheder

• Opbygge, udvikle og følge performance i det internationale agentnetværk

• Lede og udvikle salgsteamet og skabe klare kommercielle prioriteringer

• Eje salgsbudgetter, forecasts og performanceopfølgning

• Drive sæsonernes sell-in, OTB-salg og øvrige kommercielle salgsaktiviteter

• Planlægge og gennemføre messer, showroom-aktiviteter og kundemøder

• Omsætte kunde-, salgs- og markedsindsigt til relevant input til produkt, design og marketing

Om dig

Du har solid erfaring med international wholesale inden for fashion, footwear eller lifestyle og kan dokumentere resultater med vækst, markedsudvikling, agenter og key accounts. Erfaring fra footwear-branchen og et relevant internationalt netværk er en fordel.

Du arbejder struktureret og datadrevet med budgetter, forecasts og salgsperformance og omsætter indsigt til klare prioriteringer og handling. Samtidig har du en stærk interesse for produkt, brand og kommerciel udvikling.

Som person er du kommercielt stærk, analytisk og handlekraftig. Du tager ejerskab, skaber fremdrift og er en tydelig leder og stærk relationsskaber. Du trives både med at sætte retning for teamet og selv være tæt på kunder, agenter og markeder.

Du taler og skriver dansk og engelsk flydende.

Hos ANGULUS

Du får en central rolle i den videre udvikling af vores forretning. Du får mulighed for at sætte retning for dit område, forme vores internationale salgsindsats og få direkte indflydelse på, hvordan vi udvikler ANGULUS på tværs af markeder.

Hos ANGULUS går ambitioner og ordentlighed hånd i hånd. Vi vil skabe stærke resultater, og måden vi når dem på, betyder noget. Vi har en stærk passion for sko – for designet, håndværket, kvaliteten og den forskel, den rigtige pasform gør. Den passion er en vigtig del af vores kultur og den måde, vi udvikler både produkter og forretning på.

Du bliver en del af et tæt samarbejdende team med høj faglighed, tillid og plads til personlighed.
Her er der kort fra idé til handling, og vi lægger vægt på gode relationer, nysgerrighed og et højt ambitionsniveau i det, vi skaber sammen.

Har du spørgsmål til stillingen, er du velkommen til at kontakte CCO Nanna Cotta-Schønberg på telefon +45 29 74 06 34 eller på mail ncs@angulus.dk.

Send ansøgning og CV til ncs@angulus.dk senest 30. september 2026. Skriv “Ansøgning, Head of Wholesale” i emnefeltet.

Vi vurderer ansøgninger og afholder samtaler løbende, så send gerne din ansøgning hurtigst muligt.

Vi glæder os til at høre fra dig.

Download PDF 

Job post image
Ansøg inden
30. september 2026
Tiltrædelse
Snarest muligt
Lokation
Herlev, 2730