Uhævede feriepenge skal indbetales senest den 15. november 2024
Arbejdsgivere har en række forpligtelser, når det kommer til uhævede feriepenge. Hvis en medarbejder ikke har hævet sine feriepenge ved ferieårets afslutning, skal arbejdsgiveren som hovedregel overføre de uhævede feriepenge til Arbejdsmarkedets Feriefond.
Hvad er uhævede feriepenge?
Uhævede feriepenge er feriepenge som medarbejdere ikke har gjort krav på, selv om de har haft ret til at få dem udbetalt. Dette kan ske, hvis medarbejderen enten ikke har ønsket at tage ferie eller simpelthen har glemt at hæve pengene.
En medarbejder har nemlig ret og pligt til at afholde 4 ugers ferie i hvert ferieår. Sker det ikke, er feriedagene som udgangspunkt tabt.
Overførsel til Arbejdsmarkedets Feriefond
Den 15. november hvert år skal arbejdsgiveren indbetale alle uhævede feriepenge fra den seneste ferieafholdelsesperiode til Arbejdsmarkedets Feriefond.
Arbejdsmarkedets Feriefond har til formål at administrere disse midler og anvende dem til formål, som støtter det danske arbejdsmarked og forbedrer vilkårene for arbejdstagerne.
Undtagelser og praktiske forhold
Hvis medarbejderen har været forhindret i at holde ferie, for eksempel på grund af sygdom eller barsel, kan feriepengene i nogle tilfælde overføres til næste ferieår eller udbetales direkte til medarbejderen. Arbejdsgiveren skal sikre korrekt håndtering af sådanne undtagelser.
Medarbejderen har også mulighed for at få den 5. ferieuge for hvert år udbetalt eller overført til næste ferieafholdelsesperiode. Dog skal både arbejdsgiver og medarbejder være enige om en overførelse, ellers skal pengene udbetales direkte til medarbejderen.
Ved korrekt administration af uhævede feriepenge undgår arbejdsgiveren bøder og overtrædelsesafgifter.
Bliver I mødt med en kontrol fra Arbejdsmarkedets Feriefond, kan I tage fat i HR-Jura hos DM&T.