Textile Recycling Expo samler branchen om fremtidens tekstilløsninger
Tekstilgenanvendelse, cirkulære løsninger og kommende EU-krav fylder stadig mere i mode- og tekstilbranchen. Derfor samles internationale aktører fra hele værdikæden den 24.-25. juni 2026 i Bruxelles til Textiles Recycling Expo.
I år afholdes messen side om side med Future Fabrics Expo, hvilket skaber en samlet platform for virksomheder og organisationer, der arbejder med tekstiler, genanvendelse, materialer og innovation. Kombinationen gør arrangementet særligt relevant for både brands, producenter, indkøbere og andre aktører i den danske mode- og tekstilbranche.
På messen kan deltagerne opleve nye teknologier inden for blandt andet sortering, fiber-to-fiber genanvendelse og materialenedbrydning samt møde virksomheder, der arbejder med innovative cirkulære materialer og løsninger. Konferenceprogrammet sætter samtidig fokus på udviklingen i lovgivning, nye markedskrav og fremtidens tekstilindustri gennem oplæg fra internationale eksperter og beslutningstagere.
Branchen er i hastig udvikling
Branchen udvikler sig hurtigt i disse år, særligt inden for cirkulære løsninger, tekstilgenanvendelse og nye regulatoriske krav.
“Vi oplever samtidig, at mange virksomheder stadig mangler indsigt i, hvor hurtigt udviklingen faktisk bevæger sig, og hvilke forandringer der er på vej til at påvirke hele værdikæden. Netop derfor er det vigtigt at skabe mere fokus på området og give branchen mulighed for at følge med i de løsninger, teknologier og samarbejder, der allerede er med til at forme fremtidens tekstilindustri,” siger Betina Theilgaard Lauridsen, Head of International Sales & R&D.
For danske virksomheder kan messen blandt andet være en mulighed for at få indsigt i nye løsninger inden for tekstilgenanvendelse og cirkulære materialer, møde internationale aktører og potentielle samarbejdspartnere samt få større forståelse for udviklingen i kommende lovgivning og markedskrav.
Arrangementer som Textiles Recycling Expo og Future Fabrics Expo samler netop den viden og de aktører, der kommer til at spille en central rolle i branchens grønne omstilling.
DM&T deltager
DM&T deltager på messen for at følge udviklingen tæt og gå i dialog med relevante aktører fra hele værdikæden.
Overvejer du som medlem at deltage, er du meget velkommen til at række ud til Michelle van Velthoven Utzon-Frank eller Marie Busck fra DM&T’s bæredygtighedsteam.