OK25: Lønmodtagerne stemmer massivt ja til overenskomsterne
Stemmerne er gjort op, og hele 82,5 procent af lønmodtagerne har stemt ja til de nye overenskomster. Det betyder også, at de tre overenskomster, DM&T har forhandlet på plads, nu er trådt i kraft. En glædelig nyhed i en tid, hvor en storkonflikt er det sidste, vi behøver, lyder det fra DM&T.

Lønmodtagerne har talt. Med et massivt flertal har lønmodtagerne accepteret de nye overenskomster, som i foråret blev aftalt mellem deres fagforbund og arbejdsgiverforeninger.
Det samme gælder for de overenskomster, som er indgået på Dansk Mode & Textils område. Der er tale om de 3 overenskomster med henholdsvis 3F, Teknisk Landsforbund og HK Handel.
Hele 82,5 % af lønmodtagerne stemte for overenskomstfornyelsen, og stemmeprocenten udgjorde 58,5 %.
”Det er glædeligt, at der er så markant opbakning til overenskomstaftalerne fra lønmodtagerne. Især fordi den geopolitiske situation udfordrer vores medlemsvirksomheder. Det sidste, de har brug for, er en storkonflikt, og det undgås heldigvis nu,”lyder det fra Michael Lund-Nielsen, chefkonsulent og advokat, der har været hovedforhandler på DM&T’s overenskomster sammen forhandlingsteamet.
Hos arbejdsgiverne har DA’s bestyrelse enstemmigt godkendt Forligsinstitutionens mæglingsforslag, og dermed er de nye tre-årige overenskomster gældende med tilbagevirkende kraft fra 1. marts 2025.