Nye toldsatser skaber usikkerhed: Hvilke konsekvenser kan det få for branchen?

Det er ikke længe siden, at vi kunne berette om Trumps trusler om straftold i en række vigtige partnerlande. Siden da har den amerikanske præsident i den grad gjort alvor af sine trusler med en handelskrig, der har rystet store dele af verden. Nu er truslerne om straftold blevet til virkelighed for Canada, Mexico og Kina, men hvilke konsekvenser kan det få for den danske tekstilbranche?

DMTrådgiver Told 1300x650px
6 mar. 25

Opdateret den 7. marts 2025

Siden artiklen blev udgivet har Trump annonceret, at han sætter dele af de varslede toldsatser på import fra Canada og Mexico på pause i en måned, dvs. indtil den 2. april. Begrundelsen for at udskyde den importtold, der trådte i kraft tidligere på ugen er, at tolden ikke skal omfatte varer i den nordamerikanske handelsaftale USMCA, som Donald Trump selv har indgået med Mexico og Canada tilbage i 2020.

Hvad er der sket siden sidst?

Trump har annonceret 25 procent told på varer fra Mexico og Canada samt en stigning i tolden på kinesiske varer fra 10 til 20 procent med virkning fra den 4. marts. Tiltagene kan ramme virksomheder med eksport fra Kina til USA, eller danske virksomheder med aktiviteter i de berørte lande. Kina har svaret igen med 15 procent straftold på amerikanske landbrugsvarer, mens Mexicos og Canadas modreaktioner endnu er ukendte.

Siden sin tiltræden har Trump ligeledes truet med at lægge told på varer fra EU, der importeres til USA og i denne uge gentog han så truslen og varslede en 25 procent straftold på import af EU-varer fra den 2. april.

Årsagen til, at USA indfører forhøjet told er, ifølge den amerikanske præsident selv, et ønske om en mere retfærdig handel. Den 13. februar 2025 annoncerede præsidenten således sin "Fair and Reciprocal Trade Plan", som har til formål at adressere opfattede ubalancer i internationale handelsforhold. Trump har tidligere kritiseret, at mange lande har en positiv handelsbalance over for USA, idet de sælger flere varer til USA, end de importerer den anden vej. Ved at lægge told på varer fra disse lande er det hans forhåbning, at amerikanerne vil købe flere amerikansk producerede varer.

Hvad betyder det for den danske tekstilbranche?

Det er stadig uklart, hvor stor en effekt Trumps handelspolitik vil have på den danske tekstilindustri. Ændringer i forsyningskæder, prisstigninger og handelsmæssige forskydninger er alle faktorer, der kan spille en rolle, men konsekvenserne afhænger i høj grad af, hvordan de politiske aktører agerer i de kommende år.

De største varegrupper som danske brands sælger direkte til USA, er fodtøj, regntøj og arbejdstøj, men de seneste år er almindeligt hverdagstøj med dansk/nordisk design blevet mere og mere populært i USA.

Danske modevirksomheder havde i 2023 en direkte eksport til USA på ca. 250 mio. kr. Den modsatte vej importerede Danmark for ca. 150 mio. kr. varer fra USA. Dertil skal lægges den indirekte eksport, som er de varer danske virksomheder får produceret uden for EU, og som sendes direkte til USA. Det anslås at være et tilsvarende stort beløb.

”Selvom der tilføres told på 25 procent på en given vare, er det ikke ensbetydende med en tilsvarende prisstigning overfor forbrugerne. Toldforhøjelsen som Trump indførte overfor Kina sidste gang han var i præsidentembedet, medførte for eksempel ”kun” en prisforhøjelse i butikkerne på to procent. Denne gang er der tale om en langt mere voldsom told, som angiveligt vil hæve priserne på tekstilvarer i USA mere mærkbart, men det er et forhold, som rammer alle virksomheder, med undtagelse af de få som producerer i USA”, siger Michael Hillmose, chef for international handel i DM&T.

Usikkerhed breder sig i branchen efter nye Trump-udtalelser

DM&T modtager mange henvendelser om USA i øjeblikket. Foruden selve tolden, som skal beregnes på ny, er der også en række henvendelser om, hvordan virksomheder eventuelt kan få reduceret tolden ved at ændre på forretningsgangen.

Men det er ikke kun tolden som amerikanerne skruer op for. Også kontrollen med varer fra særligt Kina bliver i højere grad håndhævet. Det samme gælder for kontrollen med, om der er brugt tvangsarbejde ligesom, at der er kommet strengere tilsyn med produkter, som erklæres for at være økologiske. Det er alle faktorer, som er med til at besværliggøre importen i USA.

Som en afledt effekt af hele situationen med USA har flere detailkæder i Danmark bedt deres leverandører om oprindelsesoplysninger på varerne, så de kan orientere forbrugerne i butikkerne, og de Europæisk producerede varer er blevet mere populære som følge heraf. Kontakt endelig DM&T, hvis du vil kende reglerne for oprindelse.

DM&T følger situationen tæt og støtter EU-Kommissionens strategi om både proportional respons og fortsat dialog, for at imødekomme den varslede told mod Europæiske varer.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michael Hillmose 2025
Michael Hillmose

International chef

97117294

mhi@dmogt.dk

michaelhillmose

Rikke Mynster Johansen 2025
Rikke Mynster Johansen

Advokat, handelsjura og told

97117222

rmj@dmogt.dk

rikke-mynster-johansen-91bb384