Ny højesteretsdom giver virksomheder klarere spilleregler for lange vikariater

Højesteret har den 18. juni 2026 afsagt en principiel dom om vikarloven og længerevarende vikarudsendelser. Dommen fastslår blandt andet, at vikarer, der er omfattet af vikarloven, ikke samtidig er omfattet af funktionærloven, og at lange vikariater ikke automatisk falder uden for vikarlovens anvendelsesområde.

Afgørelsen giver samtidig vigtig vejledning om, hvornår et vikariat kan anses for at være "midlertidigt" i vikarlovens forstand.

Kort om reglerne

Vikarloven finder anvendelse på lønmodtagere, der er ansat af et vikarbureau og udsendes til en brugervirksomhed for midlertidigt at udføre arbejdsopgaver under brugervirksomhedens tilsyn og ledelse.

Hvis et ansættelsesforhold er omfattet af vikarloven, har vikaren som udgangspunkt ikke de rettigheder, der følger af funktionærloven. I praksis har der imidlertid været usikkerhed om, hvorvidt en vikar efter en længere periode hos samme brugervirksomhed kan opnå funktionærstatus.

Det spørgsmål har Højesteret nu taget stilling til.

Sagen kort

Sagen vedrørte tre vikarer, som var ansat hos et vikarbureau og udsendt til to forskellige brugervirksomheder.

To af vikarerne arbejdede som IT-supportere hos en brugervirksomhed. De blev oprindeligt udsendt for tre måneder, men deres vikariater blev forlænget syv gange og varede samlet cirka 25 måneder.

Den tredje vikar arbejdede som supply chain analyst hos en anden brugervirksomhed. Hans vikariat blev forlænget fire gange og varede samlet omkring tre et halvt år.

Vikarerne gjorde gældende, at udsendelserne ikke længere kunne anses for midlertidige, og at de derfor var omfattet af funktionærloven. På den baggrund krævede de blandt andet løn under sygdom, løn i opsigelsesperioden og godtgørelse efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

Højesterets afgørelse

Højesteret fastslog indledningsvis, at vikarer, der er omfattet af vikarloven, ikke samtidig kan være omfattet af funktionærloven.

Ifølge Højesteret er det karakteristisk for vikararbejde, at vikaren er ansat af et vikarbureau med henblik på midlertidig udsendelse til en brugervirksomhed, hvor arbejdet udføres under brugervirksomhedens tilsyn og ledelse. I disse tilfælde indtager vikaren ikke en tjenestestilling i funktionærlovens forstand.

Højesteret slog samtidig fast, at hverken længden af et vikariat eller antallet af forlængelser i sig selv medfører, at vikarloven ikke længere finder anvendelse.

Der skal derimod foretages en konkret vurdering af, om udsendelsen fortsat kan anses for midlertidig. Ved denne vurdering skal der blandt andet lægges vægt på, om det hele tiden har været tilsigtet, at udsendelsen skulle være midlertidig, og om der foreligger objektive forhold, som begrunder de tidsbegrænsede forlængelser.

For de to IT-supportere fandt Højesteret, at brugervirksomheden havde en objektiv og saglig begrundelse for forlængelserne. IT-funktionen skulle nedlægges som led i en outsourcingproces, men tidspunktet for gennemførelsen var usikkert. Vikariaterne var derfor fortsat omfattet af vikarloven.

For vikaren hos den anden brugervirksomhed nåede Højesteret til det modsatte resultat. Her fandtes der ikke tilstrækkelig dokumentation for, at udsendelsen og de efterfølgende fire forlængelser var begrundet i et reelt midlertidigt behov. Vikarloven fandt derfor ikke anvendelse, og medarbejderen blev i stedet anset for omfattet af funktionærloven.

Medarbejderen fik derfor medhold i krav om løn under sygdom, løn i opsigelsesperioden samt en godtgørelse på 25.000 kr. efter lov om tidsbegrænset ansættelse.

DM&T anbefaler

Dommen giver virksomheder og vikarbureauer en vigtig afklaring af reglerne på området.

Det følger nu klart af Højesterets praksis, at vikarer omfattet af vikarloven ikke samtidig er omfattet af funktionærloven. Samtidig understreger dommen, at lange vikariater og gentagne forlængelser fortsat kan være lovlige, hvis der foreligger en saglig og dokumenterbar begrundelse for, at arbejdet fortsat har midlertidig karakter.