Nu bliver det nemmere at handle med Schweiz
Schweiz afskaffer tolden, eller importafgiften, på industrivarer fra 1. januar 2024. Samtidig foretager man flere ændringer, der skal gøre den administrative byrde mindre.
Schweiz letter nu samhandlen. Det sker blandt andet ved at afskaffe tolden – eller importafgiften – for industrivarer, hvilket i praksis betyder alle varer, der ikke er landbrugs- eller fiskerivarer. For tekstilbranchen er alle produkter omfattet. Nærmere betegnet drejer fjernelsen af told sig om varer i kapitlerne 25-97, og ud over enkelte undtagelser vil toldsatsen således være 0 procent fra og med 1. januar 2024.
Derudover vil ændringen betyde, at importprocedurerne bliver forenklet, hvilket sparer både eksportører og importører tid i form af mindre administration, og de schweiziske toldkoder bliver reduceret fra ca. 9.000 positioner til 7.500 toldpositioner for at forenkle klassificeringen af produkter.
Oprindelsesbeviser skal ikke længere benyttes for at opnå toldnedsættelse for varer, som forbruges i Schweiz, men der vil fortsat være behov for præferenceoprindelsesbeviser, hvis varen skal handles videre for eksempel ved reeksport. Øvrige afgifter som importmoms, punktafgifter, licenser m.m. vil stadigvæk gælde.
Schweiz fjerner tolden for at imødekomme de høje priser i landet og give de schweiziske produktionsvirksomheder bedre handelsvilkår gennem billigere import af råvarer. Forbrugerne i Schweiz kan også drage fordel af fjernelsen fordi der i øjeblikket er importafgift på bl.a. tøj, og det er altså den afgift (told), som nu bortfalder.