Julehilsen fra DM&T’s formand og direktør

DM&T’s bestyrelsesformand Jørgen Bech Madsen og adm. direktør Thomas Klausens julehilsen til branchen er fyldt med refleksion over et begivenhedsrigt 2024, ligesom de ser frem mod et 2025, der tegner til at blive både udfordrende og spændende.

Artikel Jul2024
19 dec. 24

Året går på hæld, og 2024 har været et begivenhedsrigt år, uanset hvem du spørger. Det gælder også i mode-, tekstil- og livsstilsbranchen, som generelt har haft et udfordrende år. Den uvished, der præger verden, har ramt mode- og tekstilbranchen i form af usikre forbrugere, faldende salg og forstyrrelser i store dele af forsyningskæderne. Det har sat spor i hele branchen, uanset virksomhedernes størrelse.

Den udvikling, vi oplevede i løbet af året, rejser også en lang række spørgsmål i branchens virksomheder, og det har stillet krav til branchens ledere at skulle navigere i disse usikre tider og træffe en række svære valg, hvilket de heldigvis har klaret flot. Den egenskab ser det desværre ud til, at lederne og branchen som helhed får brug for igen i 2025, der efter alt at dømme også vil være fyldt med udfordringer.

Men vi tror på, at den danske livsstilsbranche vil komme igennem udfordringerne. Netop vores branche har gennem historien stået overfor en række store udfordringer, men den har gang på gang bevist sin evne til at overvinde dem og komme styrket ud på den anden side.

Politiske omvæltninger i det største valg-år nogensinde

2024 blev det største valg-år i mands minde, hvorfor temaet for DM&T’s TOPMØDE i år var ”De Afgørende Valg”. En lang række lande verden over valgte nye parlamenter og ledere, og også Europa-Parlamentet skulle sammensættes på ny. I den anledning afholdt vi i DM&T for første gang en EU-debat med en række veloplagte kandidater, hvor vi fik lejlighed til at debattere den store rolle EU spiller i tekstilbranchen, og særligt i branchens grønne omstilling. Vi er taknemmelige for den store opbakning fra både kandidater, branchens virksomheder og engagerede borgere.

De politiske valg, der blev truffet verden over, får stor betydning for vores branche og de danske virksomheder. Vi er en global branche med en stor geografisk rækkevidde, og derfor kan vi ikke undgå at mærke, når nye politiske kræfter tager over. Derfor er det også naturligt, at det efterlader en del panderynker, når Europas to største økonomier i form af Tyskland og Frankrig står midt i en politisk urolig periode, som tilfældet er nu. Vi håber, at 2025 bliver et år, hvor politikken verden over bliver mere forudsigelig.

For vores branche er i høj grad påvirket af, hvordan de politiske vinde blæser.

DM&T’s udspil til national handlingsplan på finansloven

Tekstiler har fået en væsentlig plads på den politiske agenda, og pladsen blev ikke mindre fremtrædende i 2024. For selvom eksperterne ikke kan blive enige om, hvorvidt tekstiler tegner sig for 2,4 eller 8 procent af de globale CO2-udledninger, er branchens ressourcetræk for stort, og det skal, der ændres på. Det erkender og arbejder vi med i branchen, og derfor er vi også glade for både regulering og politisk fokus. Men skal vi sikre den positive omstilling af branchen, kræver det et langt bredere samarbejde, og derfor var det også en glædens dag, da regeringen og forligspartierne kunne præsentere en finanslov, hvor en national handlingsplan for tekstiler var inkluderet.

Det har vi i DM&T længe kæmpet for, og derfor er vi naturligvis også glade for den politiske velvilje vores udspil til en sådan handlingsplan har mødt, og vi vil gerne takke alle, der har givet input og villet drøfte handlingsplanen i samarbejde med os. En national handlingsplan for tekstiler er afgørende for, at vi på en og samme tid skaber de nødvendige forandringer i måden, vi producerer, forbruger og genanvender tekstiler på, og samtidig er med til at sikre, at den danske livsstilsbranche, som primært består af SMV’er, er rustet til at imødekomme den øgede regulering og de stigende krav.

Da vi sidste år opsummerede vores vigtigste fokusområder på den politiske front, stod en national handlingsplan øverst på listen. At den nu er kommet på finansloven, får os dog ikke til at hvile på laurbærrene. Vi vil fortsat arbejde for at sikre, at branchen udvikler sig i den rigtige retning og bevarer sin konkurrenceevne i et stadigt udfordret globalt marked. Det tør vi godt gøre til en del af vores nytårsforsæt for 2025.

Selvom udfordringerne lurer i 2025, går vi både fortrøstningsfulde og positive ind i det.

Vi vil gerne benytte lejligheden til at takke hele branchen og vores samarbejdspartnere for et begivenhedsrigt 2024.

Vi ser frem til alt, hvad 2025 bringer, og vi vil gerne benytte lejligheden til at ønske alle i og rundt om branchen en glædelig jul og et godt og lykkebringende nytår.

Med venlig hilsen

Jørgen Bech Madsen, bestyrelsesformand & Thomas Klausen, adm. direktør

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Jørgen Bech Madsen kopier
Jørgen Bech Madsen

Bestyrelsesformand i DM&T, CEO i Fibertex Nonwovens A/S

Thomas Klausen foto
Thomas Klausen

Adm. direktør

97117233

tk@dmogt.dk

thklausen