Talere til TOPMØDE 2024
En række inspirerende talere fra ind- og udland sætter fokus på en række temaer, der har stor betydning, når vi skal træffe de afgørende valg.
Henrik Drusebjerg er et velkendt navn i den danske finansverden. I årtier har han på letforståelig vis leveret finansielle og økonomiske budskaber, både til den almindelige dansker og i det tunge erhvervsstof.
Henrik har siden maj 2021 besiddet posten som chef for nordisk investeringsstrategi i den danske afdeling af den luxembourgske investeringsbak Quintet Private Bank. Før dette har Henrik gennem 11 år været chefstrateg i Danske Bank, chefstrateg i Carnegie og investeringsstrateg i Nordea.
Det er fjerde gang Henrik gæster TOPMØDE, og hvert år imponeres deltagerne af hans knivskarpe analyser og nærværende præsentation.
Mirco Reimer-Elster er født og opvokset i Tyskland og har boet syd for grænsen det meste af sit liv. Han var en del af det danske mindretal i Sydslesvig og har udelukkende gået i danske institutioner, selvom hans forældre ikke taler dansk. I 2009 forlod Mirco Tyskland for at læse i Danmark, og i dag er han dansk gift og taler bedre dansk end tysk.
Mirco er uddannet cand.mag. i amerikanske studier og skriver (stadig) på en ph.d. om Tyskland under Den Kolde Krig. Mirco har tidligere undervist på Grundtvigs Højskole og Syddansk Universitet, været gæsteforsker og Henry Kissinger-Fellow ved Yale University og har skrevet en bog om forholdet mellem USA og Tyskland. Dertil er han USA- og Tysklandsanalytiker for TV2, radiovært på Radio4 og klummeskribent for Jyllands-Posten.
På TOPMØDE 2024 analyserer han det amerikanske valg, og hvad branchen skal være opmærksomhed på i den forbindelse.
Kom med når Chief AI Officer, AI MVP, forsker, praktiker og ekspert i kunstig intelligens med fokus på sprogteknologi, Erik David Johnson fortæller om muligheder, begrænsninger og hvad fremtiden vil byde på inden for Generativ AI.
Du får en grundlæggende forståelse for AI, generativ AI og de store sprogmodeller. Han sætter fokus på de store sprogmodeller og begrænser sig ikke til GPT. Erik giver også deltagerne en tur under motorhjelmen på de store modeller, så du får en forståelse for, hvordan eksempelvis ChatGPT virker. Derudover omsætter han også AI i en praktisk kontekst og giver eksempler på, hvordan man som virksomhed kan anvende teknologien. Erik sætter derudover fokus på de etiske overvejelser ved AI og opridser fremtidsperspektiverne.
Han fortæller på TOPMØDE ligeledes om AI Act, hvor han som medlem af The European AI Alliance har en del viden. Her har han været med til at afprøve tidlige versioner af lovgivningen på AI- projekter og givet feedback, og han rådgiver også vores politikere om, hvordan de skal gribe den an. Sidst men ikke mindst er det et fokuspunkt for IT-Branchens NewTech Policy Board, hvor han er næstforperson.
Anja B. Gaede fra SPOTT trends & business deler på TOPMØDE 2024 sin dybdegående viden om anvendelsen af AI i modebranchen, og hvordan AI konkret kan anvendes inden for modedesign, trends, marketing og bæredygtighed. Som trend forecaster i livsstilsbranchen er Anja passioneret omkring at gøre fremtiden forståelig og levere praktiske indsigter, der hjælper virksomheder med at navigere i krydsfeltet mellem trend forecasting, AI, forbrugeradfærd og bæredygtig tekstil- og materialeinnovation.
Med en akademisk baggrund i neurofysiologi og psykologi samt over 15 års praktisk erfaring i livsstilsindustrien, kombinerer Anja teori og praksis på en unik måde. Hun er grundlægger af SPOTT trends & business, en virksomhed med ti års erfaring inden for trendforecasting og forretningsudvikling.
Anja har en kandidatgrad i kommunikation med specialisering i mode, forbrugeradfærd og oplevelsesøkonomi fra Aalborg Universitet. Siden 2017 har hun også undervist på VIA Film og Transmedia i Aarhus, hvor hun er ansvarlig for det internationale semesterprogram 'The Fashion Experience: Fashion Film and Transmedia Storytelling'.
Hun er forfatter til bogen 'Skab god kemi med dine kunder' og redaktør af 'Fashion Film and Transmedia - an Anthology of Knowledge and Practice' vol. 1 og 2. Derudover har hun skrevet artiklen 'AI in Fashion and Fashion Film - Implications and future perspectives'.
Nicklas Brendborg er ph.d. studerende ved Trygfondens Center for Aktiv Sundhed på Rigshospitalet og anerkendt som et af de mest lovende forskningstalenter inden for biomedicin. Bl.a. af Novo Nordisk International Talent Program og Novo Scholarship Program.
Med sin forskning har Nicklas specialiseret sig i at forstå de videnskabelige svar på centrale områder som opskriften på et længere liv, og bagsiden ved menneskets vanestyrede natur.
Udover Nicklas’ seneste bøger “Vanedyr” og “Gopler Ældes Baglæns”, der i dag er udgivet på 27 sprog, er han medforfatter på bøgerne ”Super trends” af Lars Tvede og “Topstudent”.
Nicklas er en blændende formidler, der har holdt foredrag for alt fra mindre faggrupper til fyldte sale med over 1000 publikummer, hvor han fanger hele salen og formidler sin viden i øjenhøjde og med masser af humor.
Robert van de Kerkhof er en anerkendt ekspert i fiberindustrien med over 25 års erfaring, herunder 10 år som Chief Commercial and Sustainability Officer og medlem af bestyrelsen hos Lenzing AG. Han er grundlægger af PEPPER-i2, et schweizisk baseret rådgivningsfirma, der rådgiver virksomheder og enkeltpersoner om bæredygtighed, cirkularitet og investeringer. Kunderne tæller blandt andre den fremadstormende startup Syre og ReHubs Europe, det europæiske centrum for samarbejdet om at gøre tekstilindustrien cirkulær. Robert er også formand og bestyrelsesmedlem i HeiQ PLC og formand for Austrian Fiber Institute, ligesom han er medlem af bestyrelsen for Global Fashion Agenda, ligesom han tidligere har været formand for CIRFS, den europæiske brancheorganisation for kunstfibre og Business Council of ReHubs Europe.
Han har en B.SC. i Aeronautical Engineering og en MBA i International Management og har erfaring fra en række internationale virksomheder og organisationer som Fokker Aircraft, TenCate, DuPont, INVISTA og Lenzing. Han har gennem karrieren arbejdet salg og marketing, R&D og innovation, forsyningskæde og branding.