Hvornår må man sende nyhedsmails og anden markedsføring til sine kunder?

Reglen om, at man ikke må sende uanmodet elektronisk post har eksisteret i mere end 20 år. De seneste par år er bødeniveauet for overtrædelse af spamreglen dog blevet skærpet væsentligt, ligesom der også er indført en række stramninger på området. Det kan derfor blive dyrt, hvis din virksomhed ikke har styr på reglerne i Markedsføringsloven.

DM&T vejleder Nyhedsmails 1300x650px
4 nov. 24

Krav om samtykke og dokumentation herom

Samtykke til nyhedsmails er et uundgåeligt faktum, som virksomheder skal have styr på. Ønsker man at sende elektronisk markedsføring til nogen, kræver det modtagerens samtykke. Det gælder både B2C og B2B nyhedsmails. Det kræver blot én mail uden samtykke at få en bøde på 20.000 kr., ifølge en nyere afgørelse fra Forbrugerombudsmanden.

Et gyldigt samtykke skal opfylde fire krav. Det skal være: Frivilligt, utvetydigt, informeret og en specifik viljetilkendegivelse, forstået på den måde, at det skal være klart, hvad man specifikt giver samtykke til.

Virksomheden skal desuden kunne dokumentere præcis hvilket samtykke, kunden har afgivet. De fleste e-mail-marketing systemer kan dokumentere, hvilket klokkeslæt og hvilken IP-adresse kunden anvendte ved afgivelsen af samtykket, men det er de færreste, der kan dokumentere den præcise samtykketekst. Det anbefales derfor, at man fører en særskilt logfil over samtykketeksten, så man kan dokumentere indholdet nærmere.

Derudover skal man altid oplyse om muligheden for at kunne trække samtykke tilbage. Det skal være lige så nemt at afmelde sig, som at tilmelde sig. Det gøres typisk ved en ”afmeld” eller ”unsubscribe” knap i nyhedsbrevet. Når kunden tilbagekalder sit samtykke, skal man naturligvis straks ophøre med at sende nyhedsmails. Det anbefales dog, at det oprindelige samtykke gemmes i to år efter tilbagekaldelsen.

Nyhedsmails og GDPR

Når man sender nyhedsmails til sine kunder, behandler man også deres personoplysninger, som navn og mailadresse. Derfor er det påkrævet, at man iagttager sin oplysningsforpligtelse, så kunderne kan se, hvilken behandling der sker med deres persondata. Der skal med andre ord være et link til virksomhedens persondatapolitik i selve samtykketeksten.

Bliv klogere på spamforbuddet

Det er Forbrugerombudsmanden, som påser reglernes overholdelse i Danmark, og vi anbefaler derfor, at man først og fremmest læser den vejledning, som Forbrugerombudsmanden har udgivet.

Du kan desuden læse mere om spamforbuddet og reglen om samtykke i DM&T’s guide: Lovligt samtykke til nyhedsmails.

Vær’ med, når DM&T giver et overblik over reglerne og opskriften på et lovligt samtykke

Den 26. november afholder vi webinar om reglerne for nyhedsbreve og lignende markedsføring, hvor vi giver et overblik over reglerne og opskriften på et lovligt samtykke.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Camilla Christensen
Camilla Christensen

Juridisk chef, advokat (L)

97117245

cc@dmogt.dk

camilla2310

Rikke Mynster Johansen portræt
Rikke Mynster Johansen

Advokat, handelsjura og told

97117222

rmj@dmogt.dk

rikke-mynster-johansen-91bb384