Global standard skal hjælpe virksomheder med menstruation og overgangsalder
Tidligere har det være lidt af et tabu på arbejdspladserne. Men de senere år, er der kommet øget fokus på, hvordan menstruation og overgangsalder er en naturlig af arbejdslivet. Virksomheder, forskere og arbejdsmarkedets parter har efterlyst konkrete værktøjer, og for at hjælpe med det lanceres verdens første globale standard på området.
For halvdelen af arbejdsstyrken er menstruation og overgangsalder en naturlig del af livet. Alligevel har det i mange år været anset som noget, der hører privatlivet til. Men i løbet af de senere år, er der kommet langt større fokus på, hvordan det spiller en rolle i arbejdslivet.
Det har også fået arbejdspladser verden over til at efterspørge redskaber til at omsætte viden til handling og skabe bedre rammer for alle faser af arbejdslivet. Derfor får vi nu verdens første globale standard for menstruation og overgangsalder, ISO 45010 .
Menstruation og overgangsalder er ikke et nyt fænomen. Det nye er, at virksomhederne er begyndt at spørge, hvordan de som arbejdspladser kan understøtte deres medarbejdere – og har efterspurgt konkret viden og værktøjer. Det er dét behov, standarden skal hjælpe med at imødekomme og legitimere. Derfor er jeg også stolt af, at vi i Danmark har været med til at udvikle den første globale standard," fortæller Lise Aagesen Schmidt, chefkonsulent i Dansk Standard og ansvarlig for det udvalg, der har været med til at udvikle standarden, i en pressemeddelelse.
Giver virksomheder et fælles udgangspunkt og sprog
For nogle kan menstruation og overgangsalder påvirke koncentration, søvn, energiniveau og arbejdsevne. Alligevel mangler mange arbejdspladser viden om, hvordan de bedst kan understøtte medarbejderne.
Den nye standard for menstruation og overgangsalder på arbejdspladser samler international viden og anbefalinger og hjælper arbejdspladsen med at arbejde systematisk med området. Det kan blandt andet handle om at styrke lederes og medarbejderes viden, skabe rum for en åben og respektfuld dialog, inddrage medarbejdernes erfaringer og undersøge, om arbejdspladsens rammer skaber unødige barrierer.
Standarden er ikke en politik eller en certificering, men et praktisk redskab, der giver arbejdspladser et fælles sprog og et fælles udgangspunkt for at vælge de tiltag, der passer til deres medarbejdere og arbejdsforhold. Det kan for eksempel handle om den fysiske indretning af arbejdspladsen, valg af materialer og farver til uniformer eller adgang til menstruationsprodukter.
"Gennem de seneste år har jeg oplevet en markant interesse fra arbejdspladser, som gerne vil understøtte medarbejdere i forbindelse med menstruation og overgangsalder, men som ofte er usikre på, hvor de skal begynde. Derfor er denne standard vigtig. Den samler viden, erfaringer og konkrete anbefalinger i et fælles rammeværk, som kan hjælpe organisationer med at gå fra gode intentioner til handling," siger Maja Aagaard, CEO og medstifter af konsulentvirksomheden Hormoner på Arbejde, som har været en del af udviklingen af standarden.
97 pct. af danske kvinder oplever symptomer ved overgangsalder
Når man som arbejdsplads ser på årsager til sygefravær, trivsel og fastholdelse, lægger man ofte fokus på forholdene, fysiske såvel som psykiske, på arbejdspladsen. Men betydningen af kvindens hormonelle cyklus, som menstruation og overgangsalder, har kun sjældent været en del af samtalen. Det betyder, at mange arbejdspladser mangler viden om, hvordan symptomer og gener kan påvirke arbejdslivet, og hvordan de bedst kan understøtte medarbejdere gennem forskellige livsfaser.
Den nyeste forskning fra Center for Kvinder i Sund Overgang (KiSO), Københavns Universitet, fra 2025 viser, at 97 procent af danske kvinder oplever symptomer i forbindelse med overgangsalderen. Mere end hver fjerde oplever seks eller flere symptomer i moderat til meget alvorlig grad.
For nogle medarbejdere kan udfordringerne blive særligt store, hvis symptomer og gener møder et arbejde med begrænset fleksibilitet, lav indflydelse eller høje fysiologiske og følelsesmæssige krav. Her kan bedre rammer på arbejdspladsen være med til at afbøde udfordringerne
”Menstruation og overgangsalder er en del af livet – og dermed også en del af arbejdslivet. Det handler ikke om at gøre kvinder til et særligt tilfælde, men om at skabe arbejdspladser, hvor mennesker kan trives og bruge deres kompetencer gennem forskellige livsfaser. Den nye standard giver arbejdspladser konkrete redskaber til at finde de løsninger, der giver mening hos dem. Det er et vigtigt skridt for den seksuelle og reproduktive sundhed – og potentielt et stort skridt for den enkelte medarbejders arbejdsliv,” siger Majbritt Berlau, generalsekretær i Sex & Samfund, som også være involveret i udviklingen af standarden.
Du kan frit downloade standarden her: DS/ISO 45010:2026 Dansk Standard