Formfejl ved masseafskedigelser kan blive dyre - EU-dom ændrer spillereglerne
EU-Domstolen har den 30. oktober 2025 afsagt dom i en principiel sag om masseafskedigelser. Dommen fastslår, at en arbejdsgivers manglende forudgående meddelelse til den kompetente myndighed medfører, at de foretagne opsigelser er ugyldige. Arbejdsgiver skal derfor foretage nye opsigelser, efter at korrekt meddelelse er givet. Dommen følger i øvrigt generaladvokatens forslag til afgørelse.

Kort om reglerne
Direktiv 98/59/EF om masseafskedigelser opstiller en række procedureregler, som arbejdsgivere skal overholde, når antallet af påtænkte afskedigelser overstiger de fastsatte tærskelværdier.
Proceduren består af to hovedelementer:
Høring og konsultation med lønmodtagerrepræsentanterne, og
Underretning til en kompetent myndighed i medlemsstaten om de planlagte afskedigelser.
Af direktivets artikel 4 fremgår, at afskedigelser først kan få virkning 30 dage efter, at meddelelsen er givet til myndigheden – den såkaldte karensperiode. Direktivet er implementeret i dansk ret med loven om varsling mv. i forbindelse med afskedigelser af større omfang.
Sagen kort
Sagen udspringer af en tysk insolvenssag, hvor kuratoren for et konkursramt selskab opsagde en række medarbejdere uden forinden at have givet den lovpligtige meddelelse om masseafskedigelse til arbejdsformidlingen (Agentur für Arbeit).
Ifølge tysk ret – og i overensstemmelse med EU-direktiv– skal en arbejdsgiver give meddelelse til den kompetente myndighed, når et vist antal medarbejdere afskediges inden for en 30-dages periode. Kuratoren undlod imidlertid at give meddelelsen, inden opsigelserne blev fremsendt.
Spørgsmålet for EU-Domstolen var, om opsigelserne alligevel kunne anses for gyldige, eller om de manglende formkrav betød, at opsigelserne slet ikke havde retsvirkning.
EU-Domstolens afgørelse
EU-Domstolen har med dommen nu fastslået, at en arbejdsgiver ikke gyldigt kan bringe ansættelsesforhold til ophør, før karensperioden er udløbet. Domstolen lægger vægt på direktivets formål – nemlig at give myndigheden mulighed for at undersøge og eventuelt afværge de sociale og økonomiske følger af de planlagte masseafskedigelser. Det er EU-Domstolens opfattelse, at hvis afskedigelser kunne få virkning uden forudgående meddelelse eller inden udløbet af karensperioden, ville dette formål blive tilsidesat.
Derfor fastslår EU-Domstolen, at opsigelser, der foretages uden forudgående meddelelse til myndigheden, ikke har retsvirkning. Arbejdsgiveren skal først give meddelelse til den kompetente myndighed og derefter fremsende nye opsigelser. Disse kan først få virkning 30 dage efter, at meddelelsen er indgivet.
Anbefaling
Dommen understreger, at formelle fejl i proceduren for masseafskedigelser kan få vidtrækkende konsekvenser og at proceduren ved masseafskedigelser ikke blot er en formalitet, men et retsgyldigt krav. Hvis danske arbejdsgivere gennemfører masseafskedigelser uden at underrette det regionale beskæftigelsesråd, vil der være risiko for, at opsigelserne er ugyldige og uden virkning. Det betyder, at virksomheden både må gentage opsigelserne og i en periode potentielt bære betydelige lønomkostninger.
DM&T anbefaler derfor, at arbejdsgivere, der overvejer eller planlægger masseafskedigelser, nøje sikrer, at alle formelle krav – herunder underretning af myndigheder og høring af medarbejderrepræsentanter – er overholdt. Hvis I derfor har sådanne overvejelser, bør I altid kontakte os.

