Forbrugerombudsmanden minder om reglerne for prismarkedsføring inden Black Friday
Solen skinner, ferien nærmer sig, og Black Friday føles måske som noget, der ligger langt ude i horisonten. Men for mange virksomheder er planlægningen af årets største salgsdag allerede i gang. Derfor er det også nu, det er værd at sikre, at reglerne for prismarkedsføring er på plads.
Forbrugerombudsmanden er netop kommet med en påmindelse til virksomhederne om at have styr på reglerne, når de planlægger Black Friday-kampagner. Baggrunden er, at myndigheden hvert år modtager klager over vildledende prismarkedsføring i forbindelse med Black Friday.
Førprisen skal være reel
En af de regler, virksomheder særligt skal være opmærksomme på, handler om brugen af før- og nupriser.
Hvis et tilbud markedsføres med en besparelse, eksempelvis "Spar 30 %", "Før/Nu" eller lignende, skal førprisen som udgangspunkt være den laveste pris, varen har haft i de seneste 30 dage før prisnedsættelsen. Formålet er at forhindre kunstige prisstigninger umiddelbart før en kampagne, så rabatten fremstår større, end den reelt er.
Prismarkedsføring bliver taget alvorligt
Ifølge Forbrugerombudsmanden er prisen en afgørende oplysning for forbrugernes købsbeslutning, og vildledning om priser bliver derfor betragtet som en alvorlig overtrædelse af markedsføringsloven.
”Allerede i planlægningen af Black Friday-kampagnerne er det vigtigt at være opmærksom på reglerne om prismarkedsføring. Tilbud skal være retvisende, og hvis ikke der er tale om en reel før-pris må man ikke markedsføre sine tilbud med udgangspunkt i før-prisen.” siger Forbrugerombudsmand Torben Jensen.
Forbrugerombudsmanden peger samtidig på, at reglerne efterhånden burde være velkendte, og at myndigheden ser alvorligt på overtrædelser, fordi de kan føre til, at forbrugerne bliver vildledt.
Læs Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse her.
Du kan også læse mere om reglerne for prismarkedsføring og finde Forbrugerombudsmandens FAQ her.