Få styr på product compliance til DM&T’s nye café-webinarer

Product compliance fylder mere og mere i de danske livsstilsvirksomheder, i takt med at reguleringen intensiveres. Derfor introducerer DM&T nu et nyt format, hvor vi sætter fokus på forskellige temaer. Første compliance-café 20. november sætter fokus på, hvordan man læser en testrapport.

dmogt raadgiver product compliance 1300x650
Af Simon Hansen - sh@dmogt.dk - 6 nov. 26

Product compliance fylder stadigt mere i livsstilsvirksomhedernes hverdag. Det kan DM&T mærke på antallet af henvendelser om blandt andet produktsikkerhedsforordningen GPSR, test og sikkerhedsforhold ved børnetøj.

Derfor lancerer DM&T nu et nyt format. I løbet af 2026 og 2027 inviterer vi til en række café-webinarer, hvor vi tager nogle af de vigtigste compliance-områder op til debat. Du skal ikke forvente store, forkromede præsentationer, men i stedet får du en kort indflyvning og ellers er der lagt op til dialog. Vi taler om problemstillingerne i øjenhøjde, præcis som vi ville gøre, hvis vi drøftede det over en kop kaffe på en café.

Det betyder, at du skal være aktiv i dialogen, så du får optimalt udbytte. Vi holder café-webinarer på 30-60 minutter, alt afhængt af hvordan dialogen flyder.

Derfor er det vigtigt, at du er klar til at stille spørgsmål om dagens emne, og at I har lyst til at dele relevante problematikker med jeres kollegaer i branchen. På den måde kan vi hjælpe hinanden med mere og kvalificeret indsigt.

Vi har allerede planlagt syv temaer, og de første to café-webinarer er allerede planlagt.

Her er temaerne for de syv compliance-caféer

  1. Hvordan læser jeg en typisk rapport med testresultater for fysiske og kemiske test? Afholdes 20. nov. 2026, kl. 11-12 - LÆS MERE og tilmeld dig her

  2. Børnetøj – regler/sikkerhedskrav… hvad gælder? Afholdes 11. dec. 2026, kl. 10-11. LÆS MERE og tilmeld dig her

  3. GPSR - hvad er de typiske udfordringer?

  4. Batteriforordningen – hvad er grundkravene for simple produkter (som et par lyssko)?

  5. PPE – med udgangspunkt i UV mærkning af badetøj.

  6. Legetøj - hvornår er noget legetøj, og hvilke krav gælder?

  7. Andre børneprodukter, fx til barnets sovemiljø.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Jette Lindgaard 2025
Jette Lindgaard

Miljø- og bæredygtighedschef

97117216

jl@dmogt.dk

jette-lindgaard-5a86894