EUDR kan ramme flere virksomheder end forventet

Har din virksomhed træbøjler i butikkerne, købt møbler til showroomet fra en leverandør uden for EU eller importerer I selv kaffe til kontoret? Så kan EU's afskovningsforordning, EUDR, også være relevant for jer, selvom de produkter, I normalt sælger, ikke er omfattet af reglerne.

dmogt rådgiver EUDR kan ramme flere virksomheder end forventet1300x650px
Af Michelle van Velthoven Utzon-Frank - mvu@dmogt.dk - 13 okt. 26

Træbøjler til butikkerne, møbler til showroomet eller kaffe til kontoret. EU's afskovningsforordning kan også få betydning for mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheder, selvom deres almindelige sortiment ikke er omfattet. Det afhænger blandt andet af, hvilke produkter virksomheden selv importerer, og hvor de kommer fra.

Virksomheder, der arbejder med møbler, interiør og andre træbaserede produkter, har længe haft EU's afskovningsforordning (EUDR) på radaren. Men også andre virksomheder, kan blive ramt af reglerne. Det betyder, at mode-, tekstil-, sports- og livsstilsvirksomheder bør være opmærksomme, da reglerne også kan få betydning for varer, som virksomhederne selv importerer til den daglige drift.

EUDR skal sikre, at en række varer på det europæiske marked ikke bidrager til afskovning og skovforringelse. Forordningen omfatter syv råvarer: kvæg, kakao, kaffe, palmeolie, soja, naturgummi og træ.

Derudover er en række produkter fremstillet af disse råvarer omfattet, hvis de fremgår af forordningens bilag I.

Det handler ikke kun om, hvad du sælger

En mode-, tekstil-, sports- eller livsstilsvirksomhed kan sagtens have gennemgået hele sit sortiment og konkluderet, at produkterne ikke er omfattet af EUDR. Men det betyder ikke nødvendigvis, at virksomheden kan lægge reglerne fra sig.

Forordningen kan nemlig også få betydning for produkter, virksomheden køber til egen drift. Det kan eksempelvis være:

  • Træbøjler

  • Møbler og inventar

  • Displays og messeudstyr

  • Visse papir- og papprodukter

  • Andre trævarer

  • Kaffe, som virksomheden selv importerer

Forestil dig dette: En dansk modevirksomhed bestiller et parti træbøjler fra en producent i Asien. Bøjlerne skal ikke sælges, men bruges i virksomhedens butikker. Alligevel kan indkøbet betyde, at virksomheden skal leve op til kravene i EUDR. Det samme gælder, hvis virksomheden selv importerer omfattede træmøbler til et showroom, displays til butikkerne eller kaffe direkte fra en producent uden for EU.

Det afgørende er ikke, hvad virksomheden normalt beskæftiger sig med, eller om produkterne skal sælges videre. Det afgørende er, om den konkrete vare er omfattet af EUDR, og hvilken rolle virksomheden har, når den køber varen.

Men ikke alle produkter, der indeholder eksempelvis træ eller naturgummi, er automatisk omfattet. Det afhænger af, om produktet og dets toldkode fremgår af forordningens bilag I.

Det handler også om, hvor du køber varen

Det er derfor heller ikke ligegyldigt, hvordan virksomheden køber varen. Hvis en dansk virksomhed selv importerer et omfattet produkt direkte fra et land uden for EU, kan den få rollen som operatør under EUDR. Det indebærer som udgangspunkt, at virksomheden skal sikre, at kravene til dokumentation og due diligence er opfyldt.

Due diligence betyder i denne sammenhæng, at virksomheden skal indsamle de nødvendige oplysninger, vurdere risikoen for, at produktet ikke lever op til reglerne, og om nødvendigt træffe foranstaltninger for at reducere risikoen.

Køber virksomheden derimod det samme produkt fra en leverandør i EU, som allerede lovligt har bragt varen på markedet, ser situationen anderledes ud. Her har en anden virksomhed allerede håndteret den første due diligence, og køberen vil typisk have færre eller andre forpligtelser.

To helt identiske træbøjler kan altså medføre forskellige krav til virksomheden, afhængigt af om de er købt direkte fra en producent i Asien eller fra en leverandør i EU.

Derfor er det vigtigt både at kende sine produkter og have styr på, hvordan de bliver indkøbt.

Nye regler nærmer sig: Er din virksomhed klar til december 2026?

For store og mellemstore virksomheder gælder EUDR som udgangspunkt fra den 30. december 2026 . Det samme gælder mikro- og små virksomheder, som allerede var omfattet af EU's tømmerforordning.

For øvrige mikro- og små virksomheder træder kravene som udgangspunkt i kraft den 30. juni 2027.

For møbel- og interiørvirksomheder betyder det, at det nu er tid til at få styr på, hvilke produkter der er omfattet, hvor de kommer fra, og hvilken dokumentation virksomheden skal kunne fremvise.

Har du hidtil antaget, at EUDR ikke vedrører din virksomhed, er der god grund til at gennemgå indkøbene en ekstra gang. Det gælder ikke kun de varer, du sælger, men også de produkter, din virksomhed selv importerer og bruger i butikker, showroom, på kontoret, lageret eller messer.

DM&T anbefaler: Giv dine indkøb et ekstra tjek

DM&T anbefaler, at du undersøger, om din virksomheds indkøb kan være omfattet af EUDR. Det gælder både varer til videresalg og produkter, som virksomheden selv bruger i den daglige drift. Du bør derfor:

  • Identificere relevante varer både i kerneforretningen og i øvrige indkøb

  • Kontrollere de konkrete toldkoder mod forordningens bilag I. Det er ikke nok, at et produkt indeholder eksempelvis træ, naturgummi eller kaffe, den konkrete vare skal også være omfattet af produktlisten.

  • Undersøge, hvilke omfattede produkter din virksomhed selv importerer fra lande uden for EU

  • Afklare din virksomheds rolle som operatør, downstream-operatør eller trader

  • Sikre, at de nødvendige oplysninger og dokumentationsprocesser er på plads.

For selvom EUDR først og fremmest forbindes med skove, råvarer og globale forsyningskæder, kan reglerne altså også blive relevante helt nede på niveauet for bøjlerne i butikken og kaffen på kontoret.

Læs mere om EUDR hos DM&T

DM&T’s rådgivningsside om EUDR
DM&T’s seneste artikel om EUDR

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Jette Lindgaard 2025
Jette Lindgaard

Miljø- og bæredygtighedschef

97117216

jl@dmogt.dk

jette-lindgaard-5a86894

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank