Etisk Handel Danmark udsender konkrete anbefalinger til ansvarlig virksomhedsfærd i Bangladesh
I lyset af den seneste tids uroligheder i Bangladesh har Etisk Handel Danmark, i samråd med en række søsterorganisationer og berørte interessenter, udsendt en fælles erklæring med konkrete anbefalinger til ansvarlig virksomhedsadfærd for virksomheder, der opererer i og indkøber fra Bangladesh.
De seneste begivenheder i Bangladesh fortsætter med at påvirke mennesker i hele landet, med betydelige konsekvenser for hele tøj-, fodtøjs- og tilbehørsindustrien. Derfor har Etisk Handel Danmark og en række af deres søsterorganisationer, samt berørte interessenter, samarbejdet om en fælles erklæring med konkrete anbefalinger til ansvarlig virksomhedsadfærd for virksomheder, der opererer i og indkøber fra Bangladesh. Formålet med den fælles erklæring er at fremme en kollektiv reaktion med fælles anbefalinger til ansvarlig forretningsadfærd.
I erklæringen anbefales det, at virksomheder lever op til deres forpligtelser over for leverandører, gennemfører due diligence på menneskerettighedsområdet og implementerer ansvarlig indkøbspraksis for at forebygge og afbøde negative indvirkninger på arbejdere og forsyningskæder. Generelt opfordrer de desuden virksomheder til at forblive stabile, langsigtede partnere med deres leverandører i Bangladesh.
DM&T opfordrer vores medlemmer til at orientere sig i anbefalingerne, med henblik på at vurdere deres position i forhold til omverdenens forventninger til virksomhedernes håndtering af situationen. DM&T står til rådighed for medlemmer, der ønsker rådgivning om, hvordan de bedst muligt arbejder med anbefalingerne.
DM&T følger situationen i Bangladesh og vi opdaterer løbende siden her, hvor du kan læse mere om status på situationen som den ser ud nu.