Ekstrem varme: En voksende risiko for tekstilarbejdere – og et ansvar for branchen
Ekstrem varme er ikke længere et fremtidsscenarie, det er en aktuel og alvorlig trussel mod tekstilarbejderes liv og helbred. I takt med stigende globale temperaturer oplever arbejdere i produktionslande som Bangladesh, Indien og Pakistan dagligt forhold, der kan føre til dehydrering, udmattelse, besvimelser og i værste fald dødsfald.

En skjult menneskerettighedskrise
Ifølge Climate Rights Internationals nye rapport “My Body Is Burning” (juli 2025), dokumenteres en bred vifte af helbredsmæssige og menneskeretlige konsekvenser af varmeeksponering. Arbejdere beretter ikke kun om manglende adgang til drikkevand og nægtede pauser, men også om alvorlige symptomer som feber, diarré, opkast, midlertidigt synstab og hjertebanken. Mange oplever desperation og angst grundet det store ubehag under de høje temperaturer, og rapporten beskriver flere tilfælde af tvunget overarbejde, verbal chikane og trusler mod dem, der forsøger at hvile sig. Frygt for repressalier og manglende klagemuligheder gør det svært for arbejdere at beskytte sig selv.
Under de seneste varmebølger har tekstilarbejdere i Bangladesh og Indien arbejdet i temperaturer, der ofte overstiger 40°C, og i nogle tilfælde er der målt helt op til 48°C i byområder som Dhaka. Disse ekstreme forhold har ført til alvorlige helbredsmæssige reaktioner, herunder besvimelser og opkast, som rapporteret af arbejdere og NGO’er.
Samtidig viser klimaforskning, at ekstreme varmebegivenheder i Sydasien er blevet op til 30 gange mere sandsynlige som følge af menneskeskabte klimaforandringer. Antallet af varme dage og nætter er steget markant siden 1990’erne, og fremskrivninger peger på, at hyppigheden og varigheden af varmebølger vil stige betydeligt i de kommende årtier. Det betyder, at tekstilarbejdere i regionen vil opleve længere og hyppigere perioder med farlig varme – med alvorlige konsekvenser for både helbred og indkomst.
Varme og produktivitet har en direkte sammenhæng
Varmebelastning påvirker ikke kun helbredet, men også produktiviteten. Arbejdere bliver langsommere, mere syge og mindre effektive. Det betyder lavere output og højere risiko for fejl og ulykker. For virksomheder med produktion i varmeudsatte områder er det derfor både et etisk og forretningsmæssigt ansvar at handle.
Hvad kan danske mode- og tekstilvirksomheder gøre?
Danske mode- og tekstilvirksomheder har en central rolle i at sikre, at deres leverandører beskytter arbejderne mod ekstrem varme. Det handler ikke kun om at stille krav – men også om at støtte, følge op og samarbejde. Her er konkrete handlemuligheder:
1. Indarbejd varmehåndtering i leverandørkrav
Inkludér krav om varmebeskyttelse i Code of Conduct og auditprotokoller.
Kravene bør omfatte adgang til drikkevand, pauser, ventilation/kølanlæg og sundhedstjek.
2. Stil krav om risikovurdering
Bed leverandører om at gennemføre regelmæssige målinger af temperatur og luftfugtighed.
Kræv dokumentation for, hvordan de identificerer og håndterer varmeeksponering.
3. Frem dialog og involvering
Opfordr leverandører til at inddrage arbejderne i samtaler om arbejdsmiljø og deres behov.
Efterspørg, hvordan varmeproblematikker drøftes og monitoreres hos leverandøren.
4. Støt op om træning og oplysning
Tilbyd eller finansier træningsmateriale om varmebelastning og førstehjælp.
Bed leverandører om at opsætte informationsmateriale i fællesområder.
5. Følg op på hydrering og sundhed
Kræv, at leverandører tilbyder adgang til rent og tempereret drikkevand – gerne med elektrolytter i varmeperioder.
Efterspørg, hvordan de sikrer regelmæssige helbredstjek, især for sårbare grupper.
6. Fysiske forbedringer og pauser
Stil krav om skygge, ventilation og køleanlæg i produktionsområder.
Bed leverandører dokumentere, hvordan de tilrettelægger pauser og rotationsordninger.
7. Beredskab og opfølgning
Kræv, at arbejderne har adgang til en anonym og sikker klagemekanisme i henhold til anerkendt due diligence praksis.
Kræv, at leverandører har adgang til sundhedscentre og ambulance i tilfælde af akut sygdom.
Vær i tæt kontakt med dine leverandører under varmebølger, med henblik på samarbejde og mulige justeringer, der skal sikre arbejdernes sundhed og velvære.
Mange fabrikker er udstyret med ventilatorer, men WHO’s “Beat the Heat”-initiativ fremhæver, at ekstreme temperaturer i arbejdspladser uden tilstrækkelig ventilation og køling, nemt kan overstige 35°C, hvilket er grænsen, hvor disse ventilatorer ikke længere er effektive og i stedet kan forværre varmebelastningen. Ved at integrere varmehåndtering i leverandørstyringen – både som krav og som samarbejde – kan danske mode- og tekstilvirksomheder aktivt bidrage til at beskytte de mennesker, der står bag produktionen. Det handler om at stille klare forventninger til leverandørerne, følge op med dialog og støtte og sikre, at varmebeskyttelse bliver en del af den løbende ansvarlige sourcing.
Nyttige links
Internationale retningslinjer og anbefalinger inden for varmebelastning på arbejdspladser:
Nylige rapporter:
Internationale retningslinjer inden for ansvarlig virksomhedsadfærd (due diligence):