Ecodesign-krav til beklædning: DM&T presser på for regler, der virker i praksis

EU’s arbejde med nye ecodesign-krav til beklædning er nu så langt, at konturerne af fremtidens regulering begynder at tegne sig. DM&T har i høringssvar lagt vægt på ét helt centralt budskab: Reglerne skal være fagligt robuste, retvisende og anvendelige i praksis. Især i en branche, der overvejende består af små og mellemstore virksomheder.

dmogt orienterer ecodesign-krav 1300x650px
14 apr. 26

Ecodesign-kravene bliver udviklet som en del af Ecodesign for Sustainable Products Regulation (ESPR), hvor Europa-Kommissionens analyseenhed, Joint Research Centre (JRC), i øjeblikket undersøger, hvordan man bedst kan stille krav til blandt andet produkters holdbarhed, genanvendelighed og klimaaftryk. Branchen har netop haft mulighed for at give input i den såkaldte “3rd Milestone”.

For mode- og tekstilbranchens virksomheder er de tekniske detaljer i dette arbejde helt afgørende, fordi de danner grundlag for kommende krav, som får direkte betydning for produktudvikling, dokumentation, markedsadgang og konkurrencevilkår.

Regulering skal afspejle en kompleks virkelighed

Hos DM&T er der bred opbakning til ambitionen om mere bæredygtige produkter. Men organisationen advarer i sit høringssvar mod forsimplede løsninger, og understreger, at der skal tages højde for, hvordan branchen fungerer i praksis.

Beklædning er ikke én ensartet varetype. Forskelle i materialer, konstruktion, funktion og brug gør det vanskeligt at opstille standardiserede krav, der rammer rigtigt på tværs af hele branchen. Hvis kategorierne bliver for brede eller modellerne for simple, risikerer de at give et skævt billede – og i værste fald belønne det, der er lettest at måle, frem for det, der faktisk gør en forskel.

Derfor efterlyser DM&T en langt mere præcis differentiering i kravene.

Holdbarhed er mere end laboratorietests

Et centralt element i det kommende regelsæt er måling af produkters “robustness”, altså hvor godt de klarer påvirkning i forskellige tests. Det kan give nyttig viden, men må ikke stå alene, lyder det fra branchen.

For robusthed i et testmiljø er ikke det samme som levetid i virkeligheden. I høringssvaret understreger DM&T, at de udvalgte teststandarder ikke i sig selv kan dokumentere, hvor længe et stykke tøj holder i virkeligheden. Det afhænger i høj grad af, hvordan det bruges i praksis, og her er man nødt til at tage højde for slid, vask, tørring, strygning, pasform, brugsmønstre og forbrugeradfærd.

DM&T advarer derfor mod at bruge robusthed som en direkte indikator for levetid eller som grundlag for enkle forbrugerkommunikation. For reglerne skal bygge på det, de faktisk kan dokumentere og ikke på antagelser, der kan skabe misvisende sammenligninger.

Virksomheder skal kun holdes ansvarlige for det, de kan styre

Et gennemgående princip i DM&T’s høringssvar er, at reguleringen skal tage udgangspunkt i det, virksomheder faktisk kan kontrollere og dokumentere.

Det gælder for eksempel i diskussionen om reparation. Her bakker DM&T op om, at virksomheder kan informere om egne reparationsmuligheder, men ikke at de skal holdes ansvarlige for tredjepartsydelser eller forhold uden for deres kontrol.

Samme logik gælder for klima- og miljøaftryk. Hvis produkter eller virksomheder skal sammenlignes, skal det ske på et ensartet og dokumenterbart grundlag. Ellers risikerer man at belønne dem, der er bedst til rapportering, ikke nødvendigvis dem, der gør det bedst i praksis.

Små og mellemstore virksomheder skal ikke glemmes

Langt størstedelen af Europas tekstilvirksomheder er små og mellemstore. Det er en realitet, som ifølge DM&T skal afspejles langt tydeligere i reguleringen, og det har man også lagt vægt på i høringssvaret.

Hvis dokumentationskrav, testkrav og administrative byrder designes med store virksomheder for øje, kan det få alvorlige konsekvenser. Mindre virksomheder har sjældent de samme ressourcer til data, systemer og compliance.

Hvis kravene bliver for tunge eller for skævt indrettede, risikerer de at ramme SMV’er uforholdsmæssigt hårdt. Derfor efterlyser DM&T proportionale krav, realistiske tidsrammer og stabile rammer, som virksomhederne faktisk kan navigere i.

Forbrugerinformation kræver et solidt fundament

Et andet område, hvor DM&T maner til forsigtighed, er forbrugerrettet information.

JRC arbejder blandt andet med at udvikle indikatorer, som kan formidles direkte til forbrugerne, for eksempel om produkters miljø- og klimaaftryk. Men her er metoderne endnu ikke modne nok, vurderer DM&T.

Hvis komplekse data oversættes til simple scores for tidligt, kan det ende med at vildlede mere, end det oplyser. På kort sigt ser DM&T større værdi i et harmoniseret EU-rammeværk for metode og data end i nye forbrugerrettede krav.

Én fælles retning i EU er afgørende

Netop fælles regler og harmonisering er et nøglepunkt. Hvis medlemslandene begynder at udvikle egne nationale modeller for eksempelvis miljø- og klimaaftryk, risikerer man et fragmenteret indre marked. For virksomheder, der opererer på tværs af landegrænser, vil det betyde øgede omkostninger og kompleksitet.

Derfor arbejder DM&T for klare, harmoniserede EU-regler uden nationale særspor. Fælles EU-rammer er afgørende for at skabe klarhed, fair konkurrence og bedre forudsætninger for investeringer i data, systemer og dokumentation.

Regler uden kontrol virker ikke

Selv de bedste regler mister deres effekt, hvis de ikke håndhæves. Derfor peger DM&T også på behovet for stærk markedsovervågning.

Uden effektiv kontrol risikerer man en skæv konkurrencesituation, hvor nogle virksomheder bærer byrden for dokumentation og omstilling, mens andre slipper lettere. Her er markedsovervågning helt afgørende.

Regulering skal understøtte omstillingen – ikke bremse den

For DM&T er målet klart: Reguleringen skal understøtte den grønne omstilling, ikke spænde ben for den.

Det kræver regler, der er fagligt velfunderede, langsigtede, anvendelige i praksis og tilpasset en branche med mange forskellige produkter og virksomhedstyper. For danske virksomheder bør de kommende krav ikke blot være noget, man skal leve op til. De bør også være med til at skabe mere fair konkurrence, bedre incitamenter og større sikkerhed for de investeringer, de skal foretage i de kommende år.

Derfor har DM&T i høringssvaret presset på for regler, der er retvisende på tværs af fibre og produktgrupper, holder sig inden for det, virksomhederne kan kontrollere, tager SMV-perspektivet alvorligt og bygger på harmoniserede EU-rammer frem for nationale særspor.

Kun ad den vej kan vi understøtte både miljøambitioner og konkurrenceevne i branchen.

DM&T er med hele vejen

Det slutter ikke med 3rd Milestone. Næste fase bliver JRC’s 4th Milestone, som er sidste rapport inden Kommissionens efterfølgende impact assessment. Først derefter skal Kommissionen omsætte det forberedende arbejde til et egentligt udkast til den delegerede retsakt for beklædning. Vi venter at Kommissionens arbejde med det første udkast påbegyndes i Q1 2027. For DM&T er arbejdet derfor langt fra slut. Vi følger de næste faser tæt og fortsætter indsatsen for, at reglerne bliver udformet på et fagligt solidt grundlag og i respekt for den virkelighed, virksomhederne skal kunne efterleve dem i.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Michelle van Velthoven Utzon-Frank
Michelle van Velthoven Utzon-Frank

Chefkonsulent, bæredygtighed

97117229

mvu@dmogt.dk

michelle-van-velthoven-utzon-frank

Marie Busck 2025
Marie Busck

Chief Sustainability Officer

97117293

mb@dmogt.dk

marie-busck-5937673