DM&T inviterer til EU-debat med tekstiler i centrum
Den 13. maj samler vi fem kandidater til det kommende Europa-Parlamentsvalg til en debat om EU’s rolle i omstillingen af mode- og tekstilbranchen. Valget er afgørende for branchen, og vi håber derfor at se en stor del af branchen til en spændende debat, som DILLING lægger lokaler til.
Den 9. juni skal vi til stemmeurnerne og afgive stemmer til Europa-Parlamentsvalget. Et valg der kan vise sig afgørende for danske mode- og tekstilvirksomheder og den omstilling, branchen står midt i.
EU’s tekstilstrategi fra 2022, og de omfattende initiativer herunder, markerer et paradigmeskifte for den danske såvel som europæiske mode- og tekstilbranche. I DM&T er vi meget optaget af, at vi får implementeret lovgivningen så ambitiøst som muligt, så vi sikrer den rette omstilling, og samtidig sikrer harmonisering på tværs af medlemslandene.
Derfor afholder DM&T sin første EU-debat om omstillingen af den danske tekstilbranche set fra et EU-perspektiv. Det sker i Herning den 13. maj.
”Vi oplever en meget stor politisk interesse for mode- og tekstilbranchen, både nationalt og i EU. Det er meget positivt, for der er behov for en tæt dialog mellem erhvervsliv og politikere, når branchen bliver mødt med så omfattende regulering. Derfor er det også helt oplagt, at vi inviterer til debat om EU og tekstiler, og vi har heldigvis mødt stor interesse på tværs af partierne,” siger Cecilie Friis, chefkonsulent, Public Affairs, i DM&T.
I debatten vil panelet tale om, hvor tekstilbranchen bedst bliver reguleret, om det er på nationalt eller EU-niveau. Vi vil også komme ind på, hvor ansvaret skal placeres i forhold til at drive omstillingen – ligger det hos virksomhederne eller de politiske beslutningstagere?
De fem kandidater, der vil debattere disse spændende temaer er:
Niels Flemming Hansen, EP-spidskandidat for Det Konservative Folkeparti
Laurs Nørlund, EP-kandidat for Moderaterne
Sigrid Friis, EP-spidskandidat for Radikale Venstre
Ulla Tørnæs, EP-kandidat for Venstre
Rasmus Nordqvist, EP-kandidat for Socialistisk Folkeparti
Tine Gøtzsche, journalist, Moderator.dk vil styre slagets gang og sikre, at dit spørgsmål fra salen bliver besvaret af politikerne. Du har derfor også mulighed for at sætte dit præg på debatten, og DM&T opfordrer alle interesserede i branchen til at tilmelde sig.
Arrangementet afholdes hos DILLING, som er en dansk 4. generations tekstilvirksomhed, som producerer økologisk uldtøj på egne systuer inden for Europas grænser og har eget farveri i Danmark.