DM&T hjælper din virksomhed med ESG-rapportering
Inden længe kan din virksomhed se frem til et praktisk redskab, der kan jeg hjælpe dig med din ESG-rapportering. I august lancerer vi vores CSRD-redskab, som gør det lettere, hurtigere og billigere for din virksomhed at lave jeres ESG-rapportering i henhold til de nye krav fra EU. Du får også en rammeaftale og et AI-redskab der kan hjælpe med compliance arbejdet.
Rigtig mange af vores medlemmer er enten direkte eller indirekte omfattet af Corporate Sustainability Reporting Directive (CSRD) og dets tilhørende rapporteringsstandarder (ESRS). Det er en meget stor og omfattende opgave, der hurtigt kan blive både dyr og besværlig, uanset om man allierer sig med konsulenter eller udvikler egen løsning.
Derfor har DM&T arbejdet på en kollektiv løsning til branchen, så vores medlemmer får et CSRD-redskab, der er nemt at bruge og som er langt billigere end mange af alternativerne på markedet.
DM&T har indgået et samarbejde med konsulentvirksomheden Evolve; et niche-rådgiverhus med ekspertise i ESG-rapportering og compliance, og har udviklet et praksisnært redskab, der er tilpasset mode- og tekstilbranchen og som hjælper din virksomhed med at blive rapporteringsklar.
”Vi er utroligt glade for at kunne præsentere branchen for denne løsning. Redskabet vil gøre det både lettere og billigere for vores medlemmer at arbejde med bæredygtighedsrapportering, og i Evolve har vi fundet en samarbejdspartner, som har bygget et godt redskab med afsæt i deres omfattende praktiske erfaring og branchens behov,” siger Marie Busck, Chief Sustainability Officer i DM&T.
DM&T har gennem længere tid drøftet indhold, muligheder og udvikling af værktøjet med Evolves to stiftere Ralph Bengtsson og Anders Søborg, og Marie Busck glæder sig over den store imødekommenhed og forståelse af branchens behov, hun har mødt fra Evolve.
Netop nu tester en række af branchens virksomheder redskabet, så de sidste detaljer kan blive finpudset inden lanceringen til august. Lanceringen sker på to webinarer den 22. og 29. august.
Hvad indeholder redskabet?
Selve redskabet bygger på de gældende EU-standarder for CSRD-rapportering (ESRS), og tager brugerne gennem de væsentligste trin i rapporteringsprocessen. Det gælder ikke mindst den såkaldte dobbelt væsentlighedsvurdering (Double Materiality Assessment, DMA), der kortlægger både indvirkningsvæsentlighed ift. ESG og finansiel væsentlighed. Derudover indeholder redskabet et procesoverblik, internt kommunikationsmateriale, Gap-analyse og en compliance-tracker der måler hvor langt I er kommet.
Som et yderligere tilkøb, er det muligt at få adgang til AI Compliance Manager, der kan validere din dokumentation op imod standarderne (ESRS) og sikre at din virksomhed er CSRD-compliant.
Rapporteringsværktøj er hjørnesten i større CSRD-pakke
DM&T og Evolve har indgået en rammeaftale, som giver medlemmerne fordelagtige vilkår. Aftalen giver medlemmerne en fordelagtig opstartspakke samt en klippekortsordning, der giver adgang til konsulentbistand med rabat.
Derudover vil DM&T i løbet af efteråret sætte yderligere fokus på CSRD med flere webinarer, ligesom du kan forvente et løbende fokus i form af artikler, vejledninger med mere.
Vil du sikre dig, at du er blandt de første, der får besked, når der er nyt om CSRD? Udfyld formularen nedenfor, så sørger vi for at holde dig orienteret, når der er nyt om CSRD, og invitere dig til relevante webinarer og kurser om emnet.