Det politiske fokus på Temu og Shein øges – DM&T presser på
Platforme fra tredjelande som Shein og Temu har året igennem været genstand for kritik fra en række forbruger- og erhvervsorganisationer, herunder DM&T. En række myndigheder og politiske aktører i både Danmark og EU har nu skærpet deres fokus på platformene, og i Danmark har erhvervsministeren bl.a. taget et DM&T-initiativ til sig. Vi samler op på den stigende kritik af platformene her.
Gennem hele 2024 har verdens øjne rettet sig mere og mere mod onlineplatforme som Temu og Shein. I den politiske dialog benævnes de ofte som platforme fra tredjelande, og de har fået et solidt tag i de danske forbrugere.
I løbet af året er Temu stormet op ad listen blandt danskernes foretrukne webshops, hvor den i august indtager pladsen som nummer to, hvis man kigger på DI ’s ecommerce tracker. På en sjetteplads finder vi Shein, og begge platforme har positioneret solidt i top-10 over de mest benyttede onlinebutikker, og den samme udvikling gør sig gældende på globalt plan. Faktisk viste tal fra Dansk Erhverv i oktober, at Temu nu er danskernes foretrukne webshop, og det bliver interessant at se udviklingen i den kommende periode, der indeholder Black Friday og julehandel.
En undersøgelse fra DM&T’s samarbejdspartner Greenway Logistics viser, at der hver dag lander 20.000 pakker fra Temu alene i Danmark, og senest har DAO fortalt, at de håndterer 240.000 pakker fra Kina om ugen.
Men det er langtfra kun forbrugerne, der har rettet øjnene mod platformene. Erhvervsorganisationer, myndigheder, forbrugerorganisationer, Europa-Kommissionen og nationale politikere har alle rettet kritik mod platformenes metoder, og fra flere sider påpeger man problemer med immaterielle rettigheder, produktsikkerhed, kemi og markedsføring.
DM&T er en af de organisationer, som har råbt vagt i gevær og gennem året arbejdet for at få sat en stopper for den unfair konkurrence.
”Det er bekymrende, at vi i en tid, hvor danske og europæiske virksomheder i stigende grad pålægges regulering, samtidig ser de her platforme oversvømme det europæiske marked med produkter, der i mange tilfælde har vist sig ikke at leve op til europæiske krav, hverken i forhold til kemi eller produktsikkerhed. Samtidig ser vi flere og flere eksempler på brud på immaterielle rettigheder. Det skævvrider konkurrencen, og vi arbejder sammen med en række aktører for at skabe en level playing field,” siger Simon Hansen, presse- og kommunikationschef i DM&T.
Erhvervsministeren har grebet DM&T’s initiativ
DM&T var i foråret en af de organisationer, der sammen med en række myndigheder deltog i et rundbordsmøde om onlineplatforme i tredjelande, som DI Handel havde inviteret til. Her spillede DM&T bl.a. ind med et ønske om øget kontrol, bedre håndhævelse af eksisterende lovgivning og en taskforce på tværs af myndigheder. Sidstnævnte taskforce er netop blevet en realitet, da erhvervsminister Morten Bødskov den 23. oktober kunne fortælle, at man nu vil sætte hårdere ind mod platformene. Det skete forud for et åbent samråd i Folketingets erhvervsudvalg, hvor DM&T også deltog.
Der foreligger endnu ingen officiel udmelding om, hvordan taskforcen skal sammensættes, men DM&T glæder sig over, at den nu bliver en realitet, fordi platformene falder ind under mange forskellige myndigheder.
”Vi er naturligvis glade for, at erhvervsministeren kan se fornuften i en taskforce. Fra vores side er det helt afgørende, at de relevante myndigheder styrker samarbejdet for at sikre bedre kontrol, erfaringsudveksling og en styrket indsats mod platformene. Men vi ved også, at det ikke stopper der. Derfor arbejder vi for en lignende europæisk taskforce, for det her problem begrænser sig ikke kun til Danmark, og heldigvis er der fra EU’s side også et stadigt stigende fokus på problemstillingen,” siger Simon Hansen.
DM&T tog platformsagendaen med til Bruxelles
Netop en europæiske taskforce var et af de punkter, DM&T’s chefkonsulent Cecilie Friis og Chief Sustainability Officer Marie Busck havde med, da de tirsdag var i Bruxelles og mødtes med både parlamentarikere, embedsmænd og organisationer. Samtidig satte de fokus på vigtigheden af ikke kun at fokusere på Temu, som i den offentlige debat oftest har været fremhævet. For Shein er for tekstilbranchen et mindst lige så stort problem, særligt når det kommer til kemi i tekstilerne, og netop en opfordring til at fokusere på kemi på lige fod med produktsikkerhed var også et af de emner, DM&T’s team havde med til Bruxelles.
”Vi oplever gang på gang, at platforme fra tredjelande ikke opererer på samme vilkår som de europæiske aktører, og flere undersøgelser har fundet alt for stort indhold af uønsket kemi i deres produkter. I Bruxelles har vi også mødt den bekymring, og vi er samtidig også blevet bestyrket i, at der fra alle aktørers side er en stor interesse i at lukke smuthullerne. Vi bliver ved med at presse på, også når det gælder afskaffelsen af toldgrænsen på 150 euro,” siger Cecilie Friis ovenpå turen til Bruxelles.
Toldgrænsen på 150 euro, der undtager pakker fra told, er noget, DM&T har opfordret relevante politiske aktører i både Danmark og EU til at få ændret på. Netop nu er den en del af en større revideringen af EU’s toldkodeks, men flere aktører presser nu på for en fast track, som bl.a. kan fjerne 150 euro-grænsen. I oktober foreslog Danmark, Tyskland, Holland, Frankrig og Østrig netop at fjerne toldgrænsen, som alt andet lige giver platforme som Shein og Temu betydelige fordele.
Kommissionen skærper undersøgelse af Temu
Både Shein og Temu falder ind under EU-lovgivningen Digital Services Act (DSA), hvor de begge betegnes som Very Large Online Platforms (VLOP). Det er netop med afsæt i DSA, at Europa-Kommissionen nu har iværksat en undersøgelse af en række forhold, hvor Temu ikke lever op til deres ansvar. Kommissionen havde afkrævet Temu en række svar i både juni og september, men disse har ikke været fyldestgørende, og derfor har man nu bedt Temu om yderligere information bl.a. i forhold til, hvad de gør for at sikre sig mod ulovlige produkter og lukke ned for sælgere som gentagne gange bringer ulovlige produkter til salg, men derudover skal platformen også redegøre for sine afhængighedsskabende markedsføringstiltag mm.
”Vi vil sikre, at Temu overholder loven om digitale tjenester. Især ved at sikre, at produkter, der sælges på deres platform, lever op til EU-standarder og ikke skader forbrugerne. Vores håndhævelse vil garantere lige vilkår, og at alle platforme, herunder Temu, fuldt ud respekterer de love, der holder vores europæiske marked sikkert og fair for alle,” siger afgående kommissær Margrethe Vestager i en pressemeddelelse fra Kommissionen.
Umiddelbart efter Kommissionens umelding har Forbrugerombudsmanden sammen med det europæiske CPC-samarbejde (Consumer Protection Cooperation) henvendt sig til onlineplatformen Temu om en række overtrædelser af europæisk forbrugerlovgivning, som de har konstateret, Temu begår. I samme ombæring opfordrer CPC-netværket Temu til at overholde europæisk forbrugerlovgivning.
Temu har hele tiden hævdet, at den blot er en platform, der agerer mellemled mellem to parter, og at de derfor ikke spiller nogen aktiv rolle og derfor ikke kan tillægges ansvar. Men den position bliver gradvist udfordret, og mange – inklusive DM&T – har påpeget, at man bør se nøje på Temu og andre platformes forretningsmodeller, fordi de efter alt at dømme spiller en mere aktiv rolle, end de giver udtryk for.
DM&T fortsætter med at gøre relevante politikere og myndigheder opmærksomme på, hvordan der er behov for at skabe en level playing field. Både nationalt og i Bruxelles, også for at sikre, at der fortsat rettes søgelys mod Shein, ikke kun Temu. I det arbejde holder DM&T både fokus på, hvordan vi kan udnytte den eksisterende lovgivning til fulde, styrke kontrollen og sikre håndhævelsen. Og virker den eksisterende lovgivning ikke, vil vi også komme med bud på, hvilke andre regulatoriske greb der er brug for i samspil med den kommende regulering fra EU, herunder GPSR, affaldsrammedirektivet og ecodesign-forordningen.
Tidligere på året underskrev DM&T sammen med en række aktører et joint statement, hvori der bl.a. ligger et ønske om at se nærmere på et importøransvar, såfremt gældende lovgivning ikke har den ønskede effekt eller viser sig mangelfuld. Du kan læse mere i denne artikel.
Samtidig fortsætter vi med at søge brede samarbejder, der kan være med til at dæmme op for ulovlige produkter og unfair konkurrence, til gavn for de danske forbrugere og virksomheder.
Anmeld ulovlige forhold på platformene
DM&T opfordrer til, at man anmelder platformenes ulovlige produkter, markedsføring og metoder til de relevante myndigheder, hvis man oplever overtrædelser. Enhver anmeldelse er med til at øge myndighedernes fokus og indsats.