BESTSELLER i internationalt samarbejde: Skal finde løsninger på eksport af brugte tekstiler
Den danske modekoncern BESTSELLER går sammen med adidas, H&M Group og Inditex i en ny international koalition. Målet er at undersøge, hvordan producentansvarsordninger kan understøtte cirkulære løsninger såsom genbrug, upcycling, genanvendelse og ansvarlig affaldshåndtering i lande, der modtager store mængder eksporteret brugt tøj. Første projekt skal gennemføres i Ghana.
Hvad sker der med tøjet, når det har forladt den europæiske forbruger? Og kan man benytte producentansvarssystemer til at understøtte cirkulære systemer i de lande, hvor det brugte tøj havner?
De spørgsmål er omdrejningspunktet for den nye Apparel Recovery Coalition (ARC) , som danske BESTSELLER har været med til at etablere sammen med adidas, H&M Group, Inditex og den ghanesiske organisation The Or Foundation. Den hollandske nonprofitorganisation Circle Economy, der også står bag Circularity Gap Report, kommer til at fungere som sekretariat.
Koalitionen skal undersøge, hvordan man kan bruge producentansvarsmodellerne bedre, når brugte tekstiler bevæger sig på tværs af landegrænser.
Det er en væsentlig problemstilling for den europæiske mode- og tekstilbranche. Omkring 1,4 millioner ton brugte tekstiler eksporteres hvert år fra EU, primært til lande i Afrika og Asien.
Ansvaret følger ikke nødvendigvis tøjet over grænser
Inden længe får vi i Europa er udvidet producentansvar for tekstiler. Grundideen er, at virksomheder, der sætter produkter på markedet, også skal være med til at betale for håndteringen af dem, når de bliver til affald.
Men der opstår en udfordring, når brugt tøj eksporteres udenfor EU’s grænser.
Producentansvarssystemerne er i høj grad knyttet til det marked, hvor produkterne oprindeligt bliver solgt. En del af tøjet ender imidlertid senere i helt andre dele af verden. Dermed kan både arbejdet med genbrug og de miljømæssige problemer forbundet med tekstilaffald ende i lande, som ikke nødvendigvis får del i den finansiering, der følger med producentansvaret.
Det er netop den problemstilling, den nye koalition vil forsøge at finde praktiske løsninger på.
Første stop er Ghana
Arbejdet begynder i Ghanas hovedstad, Accra, hvor Kantamanto Market er et af verdens største knudepunkter for handel med brugt tøj og et glimrende eksempel på en stor cirkulær forretningsmodel.
Markedet spiller en vigtig rolle for genbrug, reparation og upcycling af tøj. Ifølge The Or Foundation recirkuleres omkring 25 millioner stykker tøj på markedet hver måned, og handelen skaber indtægtsgrundlag for titusindvis af mennesker. Samtidig medfører de store mængder tekstiler også problemer, blandt andet med forurening af jord og vand.
Her skal koalitionen afprøve, hvordan bidrag fra producentansvar kan bruges til at understøtte den eksisterende håndtering af brugte tekstiler.
Pengene skal blandt andet kunne gå til bedre infrastruktur på Kantamanto Market, oprydning efter forurening og uddannelsesaktiviteter. The Or Foundation, som har arbejdet med problemstillingerne i Ghana i 15 år, skal stå for en række af aktiviteterne.
Skal skabe viden, der kan bruges bredere
Projektet i Ghana er tænkt som et demonstrationsprojekt. I løbet af de kommende to år vil koalitionen udvikle og afprøve en model for producentansvar, der i højere grad tager højde for, at brugte tekstiler handles og eksporteres internationalt.
Arbejdet skal involvere blandt andre modevirksomheder, producentansvarsorganisationer, sorteringsvirksomheder, genanvendelsesaktører, myndigheder og de lokalsamfund, der modtager de brugte tekstiler.
Koalitionen planlægger desuden mindst ét yderligere demonstrationsprojekt i et andet land, der modtager store mængder brugt tøj.
Erfaringerne skal i sidste ende kunne bruges af både virksomheder, myndigheder og producentansvarsorganisationer, når fremtidens systemer for håndtering af brugte tekstiler skal udvikles.
BESTSELLER og andre giganter bidrager til finansieringen
BESTSELLER, adidas, H&M Group og Inditex vil i 2026 og 2027 frivilligt bidrage økonomisk til koalitionens arbejde. Samarbejdet drives gennem en uafhængig fond i Holland, mens Circle Economy fungerer som sekretariat.
For mode- og tekstilbranchen er initiativet interessant, fordi det retter opmærksomheden mod en udfordring, der bliver stadig mere aktuel: Hvem har ansvaret for et produkt, når det får et nyt liv på et helt andet marked?
ARC skal ikke levere det endelige svar. Men projekterne skal give konkret erfaring med, hvordan ansvar og finansiering i højere grad kan følge tekstilerne gennem den internationale værdikæde, også efter at den første forbruger har skilt sig af med dem.
Aktørerne bag ARC inviterer andre virksomheder og organisationer, der har lyst til at bidrage, til at være med. Du kan læse mere og tilkendegive din interesse her.