Afskaffelsen af Store Bededag
Store bededag findes ikke længere. Men hvad betyder det for din virksomhed?
Som bekendt har Folketinget besluttet at afskaffe Store Bededag fra og med 2024. Det kommende år er denne dermed en helt almindelig arbejdsdag.
Også de særlige regler der er nævnt i overenskomsterne angående denne dag er bortfaldet.
Dermed skal såvel timelønnede som funktionærer arbejde denne dag.
Timelønnede
Disse medarbejdere præsterer fremover deres sædvanlige antal arbejdstimer denne dag og får dermed deres sædvanlige løn.
Der udbetales derfor ikke noget fra SH-kontoen.
Fast månedslønnede
Funktionærer og andre fast månedslønnede skal også arbejde denne dag og udgangspunktet vil være, at de ikke får mere i løn trods den øgede arbejdstid.
Derfor har Folketinget i loven om afskaffelsen af Store Bededag fastsat en kompensation. Funktionærerne får fra og med 1. januar 2024 et tillæg til lønnen på 0,45%. Procentsatsen beregnes af årslønnen og denne udgør den fastpåregnelige løn som vi kender den fra Ferieloven. Årslønnen er dermed foruden grundlønnen også et eventuelt pensionsbidrag, genetillæg som holddriftstillæg, overtidstillæg etc. samt personalegoder som medarbejderen ikke råder over i ferien.
Løntillægget optjenes løbende pr. måned og udbetalingen kan ske en af to måder:
Løntillægget udbetales månedsvist
Løntillægget udbetales to gange årligt sammen med lønnen for maj og august.
Ved fratrædelse beregnes løntillægget forholdsmæssigt.