Guide: Tag kampen op mod falske webshops
Falske webshops findes i hobetal, og er en tendens, der er svær at udrydde en gang for alle. Men hvad skal man stille op, når man finder en kopi af sine varer på en falsk webshop? I denne artikel giver DM&T dig gode råd, og vejleder dig om, hvad du skal gøre.
Hver dag bliver danske mode – og tekstilvirksomheders immaterielle rettigheder krænket på nettet. Virksomheder oplever, at der oprettes websites, som anvender virksomhedens varemærke, navn og billeder uberettiget, og giver forbrugeren indtryk af, at det er virksomheden som står bag websitet. Hvis man som forbruger falder for fristensen og shopper på de falske websites, modtager man oftest ingenting - eller et kopiprodukt.
Hvordan spotter man en falsk webshop?
Ofte er man ikke i tvivl – hvis et tilbud lyder for godt til at være sandt, så er det formentlig også tilfældet.
Men svindelnumrene udvikler sig hele tiden, og som forbruger kan man godt komme i tvivl, om man handler på en ægte webshop.
Hvis man er i tvivl, er det en god ide at se efter e-mærket. Hvis webshoppen er e-mærket, er det forbrugerens garanti for, at webshoppen findes og er legitim.
Tip til at spotte en falsk webshop:
Der gives rabat på alle varer – og ofte ”skæve” rabatsatser, fx 46 %
Valutaomregner til ”Danish Krone”
Priser er ofte ”skæve”, som fx 143,20 kr.
Ingen kontaktoplysninger (adresse, telefon, mail) – kontakt kan alene ske via kontaktformular, og man kan ikke se, hvem der står bag siden
Dårligt oversatte handelsbetingelser på siden
Udenlandsk registrant angivet som ejer af domænet, ofte fra Kina eller USA
Online brand protection service
Online brand protection service er en service, som flere virksomheder udbyder. Det går kort fortalt ud på, at et team af specialister overvåger dit brand på en række platforme. Herefter får man en liste over de svindelsider, der er fundet, og man kan derefter beslutte, hvilken form for action man vil tage. Det koster penge, men det er et effektivt værktøj, som er med til at værne om ens varemærke og brand-værdi.
Online brand protection service er altså en mere systematisk og proaktiv tilgang til de falske websites, som en del virksomheder vælger at investere i for at værne om virksomhedens immaterielle rettigheder og gardere sig mod skuffede forbrugere, der har været udsat for svindel på nettet.
Gode råd til, hvad du selv kan gøre
Online brand protection er et effektivt værktøj, men kan også være en dyr investering for nogle virksomheder. Derfor har vi samlet nogle simple råd, som ikke koster noget, og som alle kan iværksætte nemt og hurtigt:
1) Anmeld siden til e-mærket
Falske webshops kan anmeldes til e-mærket, som bl.a. videregiver oplysningerne til politiet.
Anmeld svindelshop her (emaerket.dk)
2) Anmeld siden til Google
Rigtig meget shopping starter med en google søgning. Derfor giver det god mening, at man kan anmelde phishing sites til Google, som har mulighed for at søge for, at falske sites ikke dukker op på side 1 i søgningen.
Rapporter en phishing-side (google.com)
Hvis du er i tvivl, kan du som medlem altid kontakte DM&T for nærmere rådgivning.