Greenwashing. Du har med garanti hørt ordet hyppigt de foregående år, for både Forbrugerombudsmanden og EU har sat temaet højt på dagsordenen og kæmper indædt for at gøre en ende på fænomenet.
Senest har Forbrugerombudsmanden slået ned på DDC Energi, selskabet der driver Shell-tankstationer og -brændstofkort, i en sag om CO2-kompensation.
Når en bilejer fylder brændstof på sin bil på en Shell-tankstation, er det muligt at vælge at betale ekstra for brændstoffet. Pengene bliver brugt til CO2-kompensation ved, at Shell støtter skovbevarelsesprojekter i Peru, Indonesien og Guatemala. Med projekterne bliver fældning af skovområderne afværget, således at skoven kan fortsætte med at binde og opbevare CO2 i træer, blade og rødder.
DDC Energi har markedsført initiativerne med den store grønne pensel, tænk regnskov, grønne blade og en vægt i balance. Men den går ikke, lød det i slutningen af januar fra Forbrugerombudsmanden. Markedsføringen giver nemlig forbrugerne indtryk af, at de kan kompensere CO2-udledningen fra deres brændstofforbrug som følge af DCC Energi A/S’ køb af CO2-kreditter i skovbevarelsesprojekter.
Men selvom dokumentationen sandsynliggør, at skov ville blive ryddet, hvis der bliver givet støtte til projekterne, har den ikke dokumenteret det. Dermed lever virksomheden ikke op til dokumentationskravet i markedsføringsloven, og markedsføringen er dermed vildledende.
”Hvis en virksomhed siger, den kompenserer for CO2-udledning, så skal den kunne dokumentere det. Det er ikke nok at sandsynliggøre kompensationen. Eksemplet med DCC Energi A/S viser, at det er vanskeligt at dokumentere CO2-kompensation ved skovbevarelsesprojekter,” sagde Forbrugerombudsmand Torben Jensen i forbindelse med afgørelsen, som du kan læse mere om her.
Forbrugerombudsmanden havde tidligere på måneden politianmeldt Copenhagen Cartel for overtrædelse af vildledningsforbuddet, og tidligere har fem virksomheder fået en greenwashing-påtale, ligesom flere modevirksomheder har været i Forbrugerombudsmandens søgelys.
Sådan undgår din virksomhed at blive den næste, der går i Greenwashing-fælden
DM&T har gennem længere tid sat fokus på, hvordan din virksomhed ikke bliver anklaget for greenwashing. Vi har lavet guides, artikler og vejledninger om emnet, og nu får du endnu en mulighed for at blive klogere. Ny EU-lovgivning og Forbrugerombudsmandens retningslinjer kan nemlig give anledning til en lang række spørgsmål, særligt om dokumentationskravene, certificeringer og konsekvenserne, og derfor inviterer vi til seminar i Herning, hvor du får eksperternes råd til at undgå greenwashing i din markedsføring.
Vi har inviteret markedsføringseksperterne fra Bech-Bruun til at komme og fortælle om deres arbejde med lovgivningen og give os deres bud på, hvordan man skal tilgå kravene og den svære vurdering af, hvilke markedsføringsbudskaber, man kan kommunikere uden at komme i problemer.
Seminaret finder sted i Herning den 26. februar, og er forbeholdt DM&T’s medlemmer, som deltager ganske gratis.