Hvorfor er det så svært for modeprodukter at opnå ophavsretlig beskyttelse?

Af advokat Camilla Christensen og advokat Rikke Mynster Johansen, DM&T

Vi ved, at der sker kopiering hele tiden. Men hvor går grænsen? Det spørgsmål får DM&T ofte, men der findes ikke et entydigt svar, da hver enkelt sag er unik, og lovgivningens formuleringer er meget brede. 

I sidste uge afsagde Højesteret dom i sagen om Ilse Jacobsens gummistøvler RUB 1, som allerede havde været behandlet i Sø- og Handelsretten og Vestre Landsret. Ved begge retsinstanser fik Ilse Jacobsen ikke medhold. 

Sagen er interessant for modebranchen, da retspraksis er nødvendig for at fortolke lovgivningen og blive klogere på grænserne.

Hovedspørgsmålet i sagen var, om modeprodukter kan opnå ophavsretlig beskyttelse, som er en bredere og mere langvarig beskyttelse end den, man kan opnå efter andre regelsæt, som for eksempel designretten og markedsføringslovens regler. 

Trods klassikerstatus kan gummistøvler ikke opnå ophavsret

Heller ikke Højesteret ville anerkende en ophavsretlig beskyttelse til Ilse Jacobsens gummistøvler. Højesteret fandt, at gummistøvlerne ikke kan betegnes som et værk af brugskunst, der kvalificerer sig til ophavsretlig beskyttelse. Begrundelsen er nærmere, at der ikke er tale om en designmæssig nyskabelse, som opfylder kravet om originalitet i ophavsretsloven. 

Barren for originalitet er med andre ord sat meget højt for modeprodukter – og det til trods for at skønsmændene i sagen havde betegnet gummistøvlerne som en ”designmæssig nyskabelse” og gav dem ”klassikerstatus”. 

Højesteret medgiver dog, at gummistøvlerne har tilstrækkeligt særpræg til at nyde beskyttelse efter markedsføringslovens regler. Men markedsføringsloven beskytter udelukkende mod slaviske efterligninger, og det mente Højesteret ikke, at der var tale om her, da der var enkelte forskelle mellem støvlerne. Ilse Jacobsen tabte derfor sagen.  

Sådan påvirker sagen den danske modebranche

Højesteret valgte at fastholde domstolenes hidtidige praksis, som er meget restriktiv, når det kommer til at tilkende modeprodukter ophavsretlig beskyttelse, og heller ikke denne gang mente domstolene at Ilse Jacobsens gummistøvler var originale nok til at få ophavsretlig beskyttelse. 

Retsstillingen er altså, som den hele tiden har været, hvor den primære beskyttelse for modeprodukter fortsat findes i designretten og markedsføringsloven, formentlig ud fra et synspunkt om, at modevarer, inden for beklædningsbranchen, typisk er sæsonbestemte og flygtige designs, der er glemt med næste kollektion.

Modebranchen er dog mere nuanceret end domstolene umiddelbart lægger op til, og det burde være muligt at skelne mellem mere flygtige designs og ”designklassikere” som Ilse Jacobsens gummistøvler eller Mads Nørgaards t-shirt No. 101, som i 2011 heller ikke blev tillagt ophavsret af Højesteret. I sådanne tilfælde er der netop ikke tale om en flygtig sæsonvare, som er glemt om et par måneder. Sådanne designikoner eller ”klassikere” er et kendetegn for designeren og brandet bag og bør derfor på lige fod med andre kreative brancher, for eksempel møbelbranchen, kunne opnå en længerevarende og bredere beskyttelse end efter de eksisterende regelsæt. 

Det bliver rigtigt svært for modebranchen at være nytænkende og udvikle kvalitetsdesign, hvor der ofte går en lang og ressourcetung designproces forud, hvis ikke man har mulighed for at have sine ”klassikere” for sig selv. Altså de designs, man gerne vil satse på fremadrettet, som skal gå igen i fremtidige kollektioner, og som ikke er udtryk for en flygtig trend. 

DM&T: Modebranchen bør kunne opnå ophavsret

I andre EU-lande er der en højere grad af anerkendelse af ophavsret til modeprodukter, som er blevet statueret i flere tilfælde. Det skyldes muligvis, at man i de lande er gået mere i retning af EU-retten, hvor kravene til originalitet er mere lempelige. 

Der har også været kritiske røster i Danmark over, at de danske domstole tilsyneladende har anlagt en mere restriktiv fortolkning af kravene til originalitet for modeprodukter end for andre designprodukter som for eksempel brugskunst og møbler og på den måde skaber en skævvridning, der ikke lægges op til i EU-retten. 

Det kunne se ud som om, domstolene har valgt at skære alle modeprodukter over én kam som flygtige og ”letfordærvelige” varer, der kun holder kort tid, før der er en ny kollektion på markedet. Og denne forsimplede holdning til modebranchen er ifølge DM&T problem. Der er adskillige modevirksomheder, der som en del af deres DNA bruger rigtig mange ressourcer på at udvikle designs, ligesom stadig flere modevirksomheder begynder at bevæge sig væk fra ”fast fashion” og mere i retning af holdbarhed og bæredygtighed. Denne tendens kommer også til udtryk i deres designs, som bliver mere tidløse og holdbare både i designs og materialer. 

Efter DM&T’s opfattelse burde der derfor være adgang til ophavsretlig beskyttelse af de mere holdbare designs i modebranchen, som det er tilfældet i andre brancher, og det kunne være klædeligt, hvis dansk retspraksis anerkendte dette og satte barren ens for modeprodukter og andre kreative erhverv. 

Det virker besynderligt, at man i Danmark ikke vil anerkende den kreative, skabende proces af beklædning eller fodtøj på de samme vilkår som møbler eller brugskunst. Særligt når EU-retten ikke foretager den samme sondring. 

Vi havde håbet, at denne sag ville gøre os og branchen klogere, men desværre efterlader Ilse Jacobsen-sagen fortsat ét helt centralt spørgsmål ubesvaret: Hvorfor skal det være så svært for modeprodukter at opnå ophavsretlig beskyttelse?  

Hvordan kan man beskytte sine designs?

Som nævnt ovenfor er der altså andre regelsæt end ophavsretsloven, som giver beskyttelse af designs.  Efter designreglerne kan man registrere et design, hvis det er ”nyt” og har ”individuel karakter”, ligesom der gælder en uregistreret designret i EU-lovgivningen, hvor et design er beskyttet i EU fra første offentliggørelse og tre år frem, hvis det opfylder kravene til nyhed og individualitet. Herudover gælder markedsføringslovens regler, som forbyder meget nærgående efterligninger af andres design. 

DM&T rådgiver om beskyttelse af rettigheder og har aftaler med samarbejdspartnere, der kan udføre registreringer for vores medlemmer til fordelagtige priser. 

Tag også gerne en snak med DM&T’s rådgivere, om hvordan du skal forholde dig, hvis du oplever, at andre kopierer dit design.