Forbrugerombudsmanden skærper forbuddet mod tagging i konkurrencer
Som noget nyt indskærper Forbrugerombudsmanden nu, at forbuddet også gælder krav om at ”fortælle” sine venner om konkurrencen i kommentarfeltet, selv om der ikke direkte bliver bedt om at ”tagge”.
Forbud mod at sende uanmodet markedsføring på sociale medier indskærpes yderligere
Forbrugerombudsmanden har netop politianmeldt en virksomhed for at kræve, at deltagere i virksomhedens konkurrencer på sociale medier skulle ”tagge” deres venner i kommentarfeltet. Det er som bekendt i strid med spamforbuddet. Som noget nyt indskærper Forbrugerombudsmanden nu, at forbuddet også gælder krav om at ”fortælle” sine venner om konkurrencen i kommentarfeltet, selv om der ikke direkte bliver bedt om at ”tagge”.
”Spamreglen” i markedsføringsloven er som bekendt et forbud mod at sende uanmodet markedsføring – både B2B og B2C – via mails, sms eller nogen anden form for elektronisk post. Det forbud gælder også på sociale medier.
Forbrugerombudsmanden udtaler:
”Virksomheder må ikke markedsføre sig via mails, sms’er og anden elektronisk post, medmindre de har modtagerens samtykke. Når brugere af sociale medier tagges i kommentarfelter, så får de en notifikation herom, og det er elektronisk post, som kræver samtykke.”
I den pågældende sag havde en virksomhed, i forbindelse med tre forskellige konkurrencer på TikTok og Instagram, bl.a. krævet følgende handlinger for at deltage:
Krav om at tagge to venner i kommentarfeltet.
Krav om at fortælle 2 venner om konkurrencen i kommentarfeltet.
Krav om at fortælle 4 venner om konkurrencen i kommentarfeltet.
Det er Forbrugerombudsmandens holdning, at deltagerkrav, som er formuleret på den måde, sandsynligvis i praksis vil medføre, at deltageren tagger andre brugere i kommentarfeltet, også selvom man ikke direkte har bedt deltageren om at ”tagge”.
Virksomheden ender med ansvaret
Det bør derfor være tydeligt for virksomheden, at deltagerne sandsynligvis tagger deres venner i kommentarfeltet og dermed deler markedsføring i strid med spamforbuddet. Konsekvensen bliver, at virksomheden ender med ansvaret.
Hvis man ønsker at bruge formuleringer som ”fortæl det til dine venner”, siger Forbrugerombudsmanden nu, at man i den forbindelse skal gøre det klart for deltagerne, at de ikke må tagge nogen.
Overtrædelse af spamforbuddet kan medføre store bøder efter markedsføringsloven.
Forbrugerombudsmandens pressemeddelelse kan læses her: Forbrugerombudsmanden politianmelder virksomhed for spam ved krav om tagging i konkurrencer
Kontakt DM&T, hvis du har spørgsmål eller brug for hjælp i forbindelse med reglerne for afholdelse af konkurrencer.