EU er klar med en foreløbig aftale om udvidet producentansvar for tekstiler
Rådet og Parlamentet er blevet enige om en foreløbig aftale, der medfører et udvidet producentansvar for tekstiler. Det betyder, at virksomheder, der sætter tøj, tekstiler og fodtøj på markedet nu bliver gjort ansvarlige for deres affald, og skal betale for et gebyr til affaldsindsamling og -behandling.

Opdateret den 21. februar 2025
Det Europæiske Råd og Parlamentets repræsentanter er nu blevet enige om en foreløbig aftale om et udvidet producentansvar for tekstiler. Det skriver parterne i hver deres pressemeddelelse, og dermed er vi kommet et stort skridt nærmere det længe imødesete producentansvar.
Den foreløbige aftale indfører harmoniserede regler om udvidet producentansvar for tekstilproducenter og modebrands: De vil blive gjort ansvarlige for deres affald og skal betale et gebyr for at hjælpe med at finansiere affaldsindsamling og -behandling. Gebyrets størrelse vil blive miljøgradueret og afhænger af, hvor cirkulært og bæredygtigt produkterne er designet.
”Det her er en milepæl for branchen, og vi er glade for, at der nu er landet en aftale. For det udvidede producentansvar er et vigtigt instrument i EU’s tekstilstrategi og branchens omstilling, fordi det gør producenterne ansvarlige for indsamling og håndtering af tekstilaffald og samtidig fremmer cirkulært produktdesign gennem miljøgraduerede gebyrer,” siger Marie Busck, Chief Sustainability Officer i DM&T.
Det indeholder aftalen
Ifølge aftalen skal EU-landene etablere producentansvarsordninger (EPR), hvor producenter, der stiller tekstiler til rådighed i et EU-land, skal dække omkostningerne til indsamling, sortering og genanvendelse 30 måneder efter, at direktivet er trådt i kraft. Ud af de 30 måneder, har medlemsstater 20 måneder til at få lovgivningen gennemført i national lov, og dernæst har virksomheder 10 måneder til at indrette sig efter kravene. Afhængig af, hvor lang tid den officielle godkendelsesproces tager, vil direktivet formentlig først være gældende i 2028.
De nye regler vil omfatte følgende produkter:
Tøj og tilbehør
Hatte
Fodtøj
Sengelinned og køkkenudstyr
Gardiner
Tæpper (ikke gulvtæpper)
EU-landene kan også indføre ordninger for producenter af madrasser. Alle virksomheder, som sætter ovennævnte produkter på markedet er omfattet, mens mikrovirksomheder dog vil få et år ekstra til at overholde forpligtelserne, når producentansvarsordningerne er etableret.
Det betyder, at onlineplatforme, uanset om de er etableret i et EU-land eller uden for EU, også er omfattet.
Gebyrer vil blive baseret på vægt og, hvor det er relevant, mængden af produkter. De miljøgraduerede gebyrer skal fastsættes ud fra Ecodesign Forordningen (ESPR), eller anden EU-lovgivning, der fastlægger harmoniserede bæredygtighedskriterier og målemetoder.
Aftalen ser umiddelbart ud til at åbne op for, at medlemsstater kan fastsætte de miljøgraduerede gebyrer ud fra andre kriterier end Ecodesign Forordningen, såsom produktets levetid, længden af de nævnte produkters levetid efter den første ibrugtagning mv. Kriterier som ind imellem omtales som ”ekstern holdbarhed”, og hvor der ikke eksisterer konsensus om definition og metode.
Dét faktum frygter Marie Busck kan blive en hæmsko, fordi det strider imod ønsket om harmonisering.
”Vi anerkender fuldt ud intentionen om at bekæmpe ”ultrafast fashion”, men det kan blive en kæmpe udfordring, hvis medlemsstaterne hver især kan fastsætte gebyrer ud fra egne definitioner. Det åbner op for en fragmentering af de miljøgraduerede bidrag, som vi meget gerne så harmoniserede på tværs af EU. Vi risikerer at havne i et administrativt mareridt med 27 forskellige regelsæt, og det gavner heller ikke omstillingen, at de enkelte lande arbejder i hver deres retning ift. Ecodesign Forordningen” siger hun.
Umiddelbart ser det ikke ud til, at aftalen fastsætter mål for indsamling og genanvendelse, men den lægger op til, at Kommissionen inden udgangen af 2029 evaluerer direktivet og vurderer effektiviteten af ordninger og indsamlede midler, herunder muligheden for at fastsætte mål for affaldsforebyggelse, indsamling, forberedelse til genbrug og genanvendelse.
Hvad betyder det for branchen?
Den nye aftale betyder følgende.
Virksomheder, der sælger omfattede produkter på det danske marked vil blive pålagt udgifter baseret på mængden og typen af produkterne. Gebyrer kan være miljødifferentierede, hvilket betyder, at nogle produkter kræver et mindre gebyr.
Virksomheder skal indmelde sig i kollektivordninger som vil varetage indsamlingsordninger, sortering, forberedelse til genanvendelse og genanvendelse af tekstiler mv.
Virksomheder skal registrere og rapportere mængde og type af tekstiler, som der sættes på markedet til henholdsvis Dansk Producent Ansvar og den kollektivordning virksomheden er/bliver medlem af. Det kan f.eks. være Retur, som også håndterer emballage, elektronik og batterier. Der vil formodentlig være flere kollektivordninger i Danmark.
Alle lande i EU er omfattet af aftalen og skal udvikle et udvidet producentansvar med tilhørende kollektivordning(er).
Næste skridt er, at aftalen formelt skal vedtages af Rådet og Parlamentet. Dernæst skal aftalen gennemgå en juridisk sproglig revision og publiceres i EU Official Journal før den træder i kraft og nedtællingen fra de 30 måneder starter.
I DM&T følger vi udviklingen tæt. Så snart vi har den endelige aftaletekst, eller kender flere detaljer, vil artiklen blive opdateret.