FAQ: EU’s beslutningsproces

Der er overordnet tre institutioner, som er involveret i EU's beslutningstagning:

1. Europa-Parlamentet, der repræsenterer EU's borgere

2. EU-Rådet, der repræsenterer EU's regeringer

3. Europa-Kommissionen, der repræsenterer EU's overordnede interesser

EU's politikker vedtages typisk gennem den almindelige lovgivningsprocedure. Det er en proces, hvor de tre primære institutioner når til enighed om lovgivning.

Europa-Kommissionen er EU's politiske uafhængige udøvende organ. Den er alene ansvarlig for at udarbejde forslag til ny EU-lovgivning og for at gennemføre de beslutninger, der træffes af Europa-Parlamentet og EU-Rådet. Derudover sikrer Kommissionen sammen med Domstolen, at EU's lovgivning anvendes korrekt i alle EU-lande.

Kommissionen består af 27 kommissærer – en fra hvert EU-land, der ledes af Kommissionens forperson.

Læs mere på EU's hjemmeside

Europa-Parlamentet består af folkevalgte politikere og er dermed EU's eneste direkte valgte organ. Parlamentet har en vred vifte af beføjelser. Inden for lovgivningsarbejdet har Parlamentet til opgave at vedtage EU's lovgivning sammen med EU-landenes regeringsrepræsentanter, der samles i Rådet. Under den almindelige lovgivningsprocedure er Parlamentet og EU-Rådet ligestillede som medlovgivere.

Parlamentet består af 705 europaparlamentarikere (MEP’er), der er opdelt i syv politiske grupper, der dækker 27 udvalg.

Læs mere på Europa-Parlamentets hjemmeside

EU-Rådet består af nationale ministre fra hver medlemsstat og er grupperet efter poltikområde. Inden for lovgivningsarbejdet har Rådet til opgave at vedtage EU's lovgivning sammen med Parlamentet. Under den almindelige lovgivningsprocedure er de to institutioner ligestillede som medlovgivere.

Mere end 150 arbejdsgrupper, komitéer og udvalg er med til at forberede arbejdet for ministrene, der behandler forslagene i Rådets forskellige sammensætninger. Disse arbejdsgrupper, komitéer og udvalg består af embedsmænd fra alle medlemsstaterne.

Læs mere på EU-Rådets hjemmeside

EU-Rådet og Det Europæiske Råd er to forskellige EU-institutioner.

EU-Rådet og Det Europæiske Råd er to af de vigtigste EU-institutioner sammen med Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet. De to institutioner giver i fællesskab EU politisk retning, men har meget forskellige roller og medlemmer.

Det er med udgangspunkt i Det Europæiske Råd beslutning til politisk retning og prioritering at Europa-Kommissionen udvikler deres lovforslag til behandling i EU-rådet og Parlamentet.

Læs mere på Kommissionens hjemmeside

Kommissionen stiller et forslag eller ændringsforlag til lovgivning, som bliver fremlagt for Parlamentet og Rådet samtidig.

Inden Kommissionen fremlægger forslaget, er der blevet udarbejdet en konsekvensanalyse, hvori der redegøres for de økonomiske, sociale og miljømæssige konsekvenser (både fordele og ulemper) ved forslaget.

Når Europa-Kommissionen har forelagt sit forslag, gennemgår både Parlamentet og Rådet det hver for sig, og foreslår ændringer. Gennemgang af teksten kaldes en ”behandling” og der kan finde op til tre behandlinger sted, før Rådet og Parlamentet blive enige om eller forkaster et lovgivningsforslag.

Rådet kan til tider vedtage en politisk enighed, mens de afventer Parlamentets førstebehandlingsholdning, en såkaldt "generel indstilling". Den generelle indstilling kan medvirke til at fremskynde lovgivningsproceduren og endda gøre det lettere for de to institutioner at blive enige, da Parlamentet nu har en idé om Rådets holdning, forud for deres egen førstebehandlingsholdning.

Hos Parlamentet foregår det lidt anderledes. Her udpeges x-antal udvalg til at lave en såkaldt draft-report, som belyser udvalgets holdning og forslag til ændringer. Draft-reporterne udgives løbende, og på baggrund af rapporterne finder man frem til en fælles holdning, som forelægges ved Parlamentets plenarmøde til endelig afstemning. Den endelige holdning hos Rådet og Parlamentet er først gældende, når begge parter har fastlagt sin førstebehandlingsholdning.

Når Rådet og Parlamentet har givet deres førstebehandlingsholdning, mødes de i trilogue (trepartsforhandling), sammen med Kommissionen. Hvis de når til enighed, vedtages forslaget med de aftalte ændringsforslag som lovgivning. Kan de ikke nå til enighed, starter en andenbehandling af forslaget sted, som endnu engang ender ud i en trilogue med Kommissionen.

Opnås der heller ikke enighed her, nedsættes der et forligsudvalg der består af et lige antal medlemmer fra Parlamentet og Rådet, som nu sammen skal forsøge at nå til enighed om et fælles udkast. Når de ikke til enighed, træder retsakten ikke i kraft, og lovgivningsproceduren afsluttes. Når de til enighed om et fælles udkast, sendes udkastet til tredjebehandling i henholdsvis Parlamentet og Rådet.

Parlamentet og Rådet kan ikke ændre ordlyden af det fælles udkast og kan dermed alene stemme om det. Stemmes der for, bliver retsakten til lovgivning. Stemmes der imod, bliver retsakten ikke vedtaget og lovgivningsproceduren afsluttes.

Der er ingen officiel tidsmæssig ramme for de enkelte skridt i lovgivningsproceduren. Hvor lang tid det tager, afhænger af kompleksiteten af lovgivningen, omfanget og betydningen af ændringsforslag og hvorvidt man kan nå til enighed eller ej. Det er meget normalt, at der løbende afholdes uformelle trilogue-drøftelser mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen for at have dialog på tværs, mens de hver især behandler forslaget.

Kommissionens rolle er som initiativtager på lovforslaget. Det er alene Rådet og Parlamentet, der skal nå til enighed, for at en retsakt kan blive vedtaget som lovgivning. Hvis Kommissionen mener, at ændringsforslagene i overdreven grad ændrer forslaget, har den ret til at trække sit forslag tilbage.

På visse betingelser kan Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter. Det forudsætter at den lovgivningsmæssige retsakt (en allerede vedtaget lovgivning), har givet Kommissionen beføjelser hertil.

En delegeret retsakt er en ikkelovgivningsmæssig retsakt, der vedtages af Kommissionen for at supplere eller ændre visse ikkevæsentlige bestemmelser i en lovgivningsmæssig retsakt. Den kan både tilføje, ændre, slette eller erstatte ikkevæsentlige bestemmelser.

Kommissionen skal fortage en høring hos ekspertgrupper, blandt andet udpeget af hver medlemsstat, inden den kan vedtage sådanne retsakter.

En delegeret retsakt træder kun i kraft, hvis hverken Parlamentet eller Rådet gør indsigelse herimod. Og kan kun vedtages, så længe Parlamentet og Rådet ikke har tilbagekaldt delegationen af beføjelser i den lovgivningsmæssige retsakt.

Delegerede retsakter gør det muligt for Kommissionen at reagere hurtigt og fleksibelt på f.eks. reguleringsmæssige krav og ny viden. Vi ser bl.a. at de sektorspecifikke og produktspecifikke krav under lovgivningsmæssige retsakter oftest vedtages som delegerede retsakter, der gør dem langt mere agile i forhold til at kunne tilføje, ændre, slette eller erstatte i teksten. Og at processen for at få en delegeret retsakt vedtaget er langt mere simpel og hurtig.

Læs mere på Kommissionens hjemmeside

En forordning er en retsakt, der i udgangspunktet er almengyldig og bindende for alle medlemsstater. En forordning implementeres i sin direkte form.

Et direktiv er en retsakt, der i udgangspunktet er almengyldig og bindende for alle medlemsstater, men hvor det er op til den enkelte nationale myndighed at implementere retsakten gennem national lovgivning. Det betyder, at de nationale myndigheder har nogle frihedsgrader til at bestemme både form og midler for gennemførelsen.