Sourcing-tendenser i 2025

Et nyt år venter fyldt med udfordringer og muligheder for mode- og tekstilbranchen. Særligt øget global konkurrence og geopolitiske spændinger forventes at sætte sit præg på branchens sourcing- og supply chain-aktiviteter i det kommende år. Vi sætter fokus på nogle af de tendenser, der kommer til at præge 2025.

sourcing 2025 1300x650
AfSimon Hansen - sh@dmogt.dk - 9 jan. 25

Alle retter blikket mod Kina

Når vi kigger på sourcing og supply chain i 2025, er det svært at komme udenom Kina. Landet er fortsat nummer 1 på listen over verdens producenter af beklædning, ligesom det også er danske virksomheders foretrukne produktionsland. Men det billede kan ændre sig i fremtiden, måske allerede i år.

Når Donald Trump den 20. januar bliver indsat i præsidentembedet, har han varslet straftold på varer fra bl.a. Kina. Om han gør alvor af sine ambitioner, ved vi ikke endnu, men det virker mere end sandsynligt, at forholdet mellem USA og Kina vil komme til at sætte sit præg på året. De seneste dage har rygterne om, at Trump vil begrænse sine lovede tarifstigninger, svirret, men selv afviser USA’s kommende præsident.

Gør Trump alvor af sine intentioner vil det få betydning for mode-, tekstil- og livsstilsbranchen, som i årevis har produceret et væld af produkter i Kina, ligesom et stigende antal danske virksomheder har succes med eksport til USA. Og selvom man ikke eksporterer til USA, vil en handelskrig alligevel sætte sine sport, også fordi EU, startende med en øget afgift på kinesiske elbiler, har givet anledning til et højspændt miljø. Læg dertil, at statsminister Mette Frederiksen også lagde afstand til Kina i sin nytårstale, og at både Danmark og EU har skærpet det kritiske blik på kinesiske onlineplatforme som Alibaba, Shein og Temu.

Netop disse platforme har øget konkurrencen, ikke bare når det handler om forbrugernes gunst, men også inden for supply chain. Generalsekretær i International Apparel Federation (IAF) Matthijs Crietee, beretter ifølge Just-Style, at business as usual ikke længere er muligt, og understreger, at den gammelkendte metode med at presse leverandørerne til at sænke priserne for at forblive konkurrencedygtig, ikke er en gangbar vej.

Lovgivning har omfattende konsekvenser

EU har særligt fokus på tekstiler. Det kommer efterhånden ikke som en overraskelse. Det øgede fokus resulterer i en stigende regulering, og den har også effekt på branchens sourcing- og supply chain-aktiviteter, uanset om man er direkte eller indirekte påvirket af reguleringen. Her er værd at fokusere på forbuddet mod tvangsarbejde, Due Diligence-direktivet CSDDD og rapporteringsdirektivet CSRD. Læg dertil national lovgivning.

Den stigende regulering stiller krav om compliance, dokumentation og transparens, og flere aktører peger på, at med så kompleks lovgivning er det afgørende, at reglerne håndhæves og overtrædelser sanktioneres. Ellers er der en risiko for, at konkurrence skævvrides, og at de virksomheder, der investerer i ESG ikke belønnes for dette.

Kravet om dokumentation og sporbarhed kræver et øget fokus på data, hvilket også bliver afgørende i forbindelse med det digitale produktpas, som er en del af Ecodesign-forordningen.

Læs mere: ” Ro på - DM&T opfordrer medlemmerne til at have tålmodighed, når det kommer til udviklingen af Det Digitale Produktpas”

Den stigende regulering kan dermed også øge behovet for digitale løsninger med fokus på AI, delte softwareplatforme og lignende, der kan hjælpe virksomhederne med at samle, dele og udnytte relevante data.

Netop fordi due diligence og tvangsarbejde er helt afgørende, udbyder DM&T også et branchespecifikt kursus i Due Diligence. Læs mere om kurset i Herning her og København her.

Handelspolitik i højsædet

Mode- og tekstilbranchen er global. I årtier har branchen sat sin lid til uhindret at kunne producere, transportere og sælge på tværs af verdensdele, men de senere år er der opstået stigende spændinger lande imellem, og den geopolitiske udvikling vanskeliggør en sømløs verdenshandel.

Trumps forkærlighed for straftold kan sætte sit præg både i amerikanernes privatbudget og for erhvervslivet. Det gælder naturligvis for aktører, der producerer i Kina og sender varerne direkte til USA, men skulle tilfældet være, at flere amerikanske virksomheder flytter produktion fra Kina til andre lande, vil der alt andet lige ske en skævvridning i produktionskapaciteten. Nogle nævner nearshoring til lande i Mellem- og Sydamerika, men også en flytning af produktion til Bangladesh, Vietnam eller Nordafrika som alternativer.

Tendensen gjorde sig også gældende, da forsyningskæderne i kølvandet på corona kollapsede. Her søgte mange europæiske brands mod europæiske produktionslande, men flere oplevede også, at der som følge af den øgede efterspørgsel opstod kapacitetsproblemer.

CEO i Accenture Matt Jeffers siger til Just-Style, at man i den forbindelse skal være opmærksom på, at et øget fokus på nearshoring netop vil lægge et pres på priserne, og at det tager tid at udvikle produktionen i Nordafrika og andre uprøvede sourcing-lande.

American Apparel and Footwear Association CEO og president Steve Lamar fortæller, at partnerskaber bliver afgørende, og at man bør øge fokus på at styrke de strategiske samarbejder med leverandører.

Trods udfordringer byder 2025 også på muligheder

Selvom eksperterne opridser store udfordringer, byder året også på muligheder. Digitalisering og AI kommer i høj grad til at definere udviklingen på sourcing-området. AI giver mulighed for at strømline processer, optimere lagerstyring og analysere flow og sortiment. Alt sammen noget, der kan effektivisere produktionen, hvilket betyder mindre spild, reducering af omkostninger og øget kundetilfredshed, hvis udnyttet rigtigt.

Med den øgede regulering bliver det helt afgørende, at man omfavner de muligheder, AI giver branchen, lyder det fra IAF’s Matthijs Crietee:

”Ideelt set vil vi i 2025 se en industri, der som reaktion på konkurrence og lovgivning ændrer sig selv i kernen, investerer i processer, udnytter det enorme potentiale i kunstig intelligens og frigør kapital til at investere i mere bæredygtige og modstandsdygtige forsyningskæder,” siger han til Just-Style.

Derudover bliver mere agile partnerskaber, så man som brand hurtigt kan tilpasse sig skiftende krav og skift i markedet.

Bæredygtighed bliver af eksperterne også anskuet som en klar mulighed. Særligt debatten om spild og overproduktion spiller en rolle, og kan man som brand gøre aktivt op med det og iværksætte initiativer, der nedbringer spildet, vil det give positive reaktioner fra både forbrugere og det politiske niveau.

Der er altså lagt op til et begivenhedsrigt år på sourcing-fronten, hvor der endnu en gang bliver behov for at følge den geopolitiske udvikling tæt og samtidig være agil og i stand til at skifte retning i takt med udviklingen.

LÆS OGSÅ: Sådan bliver modebranchens 2025