Forlig om fornyelse af Industriens Overenskomst mellem DI og CO-industri er indgået
Industriens overenskomst er færdigforhandlet. Her får du overblikket over de fornyelser, der er vedtaget.

Hvad betyder Industriens Overenskomst for DM&T’s overenskomstmedlemmer?
DM&T har tiltrådt Industriens Overenskomst. Det betyder, at den overenskomst gælder for DM&T’s overenskomstmedlemmer, hvis de har faglærte medarbejdere, der udfører arbejde inden for den overenskomst. Det kan fx være smede, elektrikere eller andre lignende faglærte medarbejdere.
Det er kendetegnende for disse medarbejdere, at de udfører manuelt arbejde, som ikke giver funktionærstatus, medmindre det konkret og udtrykkeligt aftales i et ”funktionærlignende” ansættelsesforhold. De er stadig underlagt overenskomsten.
Herudover har fornyelsen på Industriens område afsmittende virkning for alle andre overenskomster, herunder DM&T’s egne overenskomster. Vi orienterer løbende i takt med, at disse overenskomster er færdigforhandlet.
Overenskomstfornyelsen 2025 – hvad er nyt?
Ændringer er først formelt vedtaget, når lønmodtagerne har stemt ”ja” til afstemningsresultatet. Resultatet foreligger i april 2025. Regulering bør derfor først ske derefter, idet det ellers er for egen regning og risiko.
Overenskomsten er gældende i 3 år frem til 1. marts 2028.
Overblik over ændringer
MINDSTELØNNEN
Mindstelønnen stiger med følgende beløb:
pr. 1. maj 2025: 3,75 kr. Mindstelønnen udgør herefter 139,90 kr. pr. time
pr. 1. marts 2026: 3,50 kr. Mindstelønnen udgør herefter 143,40 kr. pr. time
pr. 1. marts 2027: 3,50 kr. Mindstelønnen udgør herefter 146,90 kr. pr. time
Bemærk at mindstelønnen forudsætter, at der sker lokale lønforhandlinger, der lægges oveni disse lønstigninger.
UNGARBEJDERE
Lønnen for ungarbejdere under 18 år udgør:
pr. 1. maj 2025: 80,55 kr. pr. time.
pr. 1. marts 2026: 82,60 kr. pr. time.
pr. 1. marts 2027: 84,60 kr. pr. time
OVERARBEJDSSATSER
pr. 1. maj 2025: Forhøjes med 3,0 %
pr. 1. marts 2026: Forhøjes med 3,0 %
pr. 1. marts 2027: Forhøjes med 3,0 %
FORSKUDT TIDSSATSER
pr. 1. maj 2025: Forhøjes med 3,5 %
pr. 1. marts 2026: Forhøjes med 3,5 %
pr. 1. marts 2027: Forhøjes med 3,5 %
HOLDDRIFTSSATSER:
pr. 1. maj 2025: Forhøjes med 3,5 %
pr. 1. marts 2026: Forhøjes med 3,5 %
pr. 1. marts 2027: Forhøjes med 3,5 %
ELEVSATSER
Pr. 1. maj 2025: Mindstebetalingen forhøjes med 4,0 %
Pr. 1. marts 2026: Mindstebetalingen forhøjes med 3,5 %
Pr. 1. marts 2027: Mindstebetalingen forhøjes med 3,5 %
FRITVALGSKONTO
Bidraget til Fritvalgskontoen forøges som følger:
pr. 1. marts 2026: 1 %-point til 10 %
pr. 1. marts 2027: 1 %-point til 11 % Hvis der samtidig er en SH-opsparing tillægges 4 % i ovenstående sats, så den udgør 15 %.
FERIEFRIDAGE
Værdien af feriefridage skal fremover køre over fritvalgskontoen. Efter 9 måneders anciennitet skal der overføres 2,5 % af den ferieberettigede løn til fritvalgskontoen til dækning af de 5 feriefridage.
PENSION
Pensionssatser ændres pr. 1. maj 2025 med 1 %-point, hvorefter arbejdsgiver skal indbetale 11 % (mod før 10 %) og medarbejderen 2 %.
FAMILIEFLEKSIBILITET
Medarbejderne får ret til frihed i en række særlige familiemæssige situationer:
Barns tredje sygedag.
2 børnebørns-omsorgsdage til bedsteforældre.
2 dages frihed om året til at ledsage nærtstående ved akutte nødstilfælde og til planlagte helbredskonsultationer, behandlinger og møder med offentlig myndighed samt yderligere 5 dages frihed om året i forbindelse med at ledsage nærtstående ved kritisk sygdom eller udredning herfor. Yderligere fravær kan efter omstændighederne aftales mellem medarbejderen og virksomheden.
De ovenstående dage afholdes uden løn, men medarbejderen kan få udbetalt et beløb fra sin Fritvalgs Lønkonto.
Barselsrettigheder
Der er givet to yderligere ugers orlov med løn til ENTEN mor ELLER den anden forælder. Det betyder, at mor nu kan holde op til 26 ugers orlov med løn, og den anden forælder kan holde op til 19 ugers orlov med løn. Det er fællesugerne, der er forlænget med 2 uger fra 5 til 7 uger.
Sociale forældre får ret til orlov med løn på tilsvarende vilkår som retlige forældre. Der er i dag ret til fravær i henhold til barselsorlovsloven.
Samtidig er der givet mulighed for at en soloforælders nærtstående familie kan tage en del af orloven, i op til 15 uger med løn. Der er i dag ret til fravær i henhold til barselsorlovsloven.
I begge tilfælde er det en betingelse, at den retlige forælder overfører en del af sine orlovsrettigheder.
FERIE
Der gælder ikke længere nogen begrænsning på, hvor mange dages ferie, medarbejderen kan opspare i sin allerede overførte ferie. Tidligere kunne maksimalt 10 af de overførte feriedage være opsparet.
LØN UNDER SYGDOM
Perioden med løn under sygdom bliver forlænget med 3 uger. Der er tale om den periode, hvor der er adgang til at få løn uden genebetalinger, som dermed forøges fra 9 til 12 uger.
Bidrag til Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond
Forhøjes med 5 øre pr. præsteret arbejdstime i henholdsvis 2025, 2026 og 2027.
Nyt vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter
Parterne har som noget nyt aftalt et vederlag til Arbejdsmiljørepræsentanter på 9.000 kr. årligt. Vederlaget ydes alene til arbejdsmiljørepræsentanter, der er medlemmer af forbundene under CO-industri. Det administreres på samme måde som vederlaget til tillidsrepræsentanter og udbetales fra Industriens Uddannelses- og Samarbejdsfond.
Øget fleksibilitet ved brug af afspadsering
Antallet af timer, der ikke skal afspadseres, øges fra 8 til 12 timer inden for en 4 ugers periode og fra 12 til 18 timer ved reparationsopgaver. Den periode, hvori overarbejde skal afspadseres, er udvidet fra 4 til 6 måneder.