Få et indblik i fremtiden for tekstiler, når det Frivillige Sektorsamarbejde om Tekstiler inviterer til summit
Det Frivillige Sektormsamarbejde om Tekstiler afvikler mandag den 23. juni det årlige summit, hvor data fra omkring 50 medvirkende virksomheders arbejde med cirkulære løsninger fremlægges. En lang række aktører, herunder DM&T, deltager, og du kan også være med.

Topmødet for Det Frivillige Sektorsamarbejde om Tekstiler afholdes igen i år på Christiansborg under temaet ”Forenkling og fremskridt”. Som noget nyt bliver den første del af mødet offentligt, så alle med interesse i sektorsamarbejdet kan deltage. Du kan tilmelde dig her.
Eftermiddagen er forbeholdt underskrivere, der inviteres til at deltage i arbejdsgruppesessioner og andre programelementer.
Det årlige topmøde giver en status på underskrivernes arbejde med at nå de tre mål i sektorsamarbejdets handlingsplan og skal desuden se fremad i forhold til mulige forbedringen af processer og værktøjer.
Resultaterne fremlægges i form af en kort datarapport og fokuserer på temaerne ”Cirkulære materialer”, ”Cirkulært design” og ”Cirkulære forretningsmodeller"
Topmødets deltagere deler og drøfter herefter erfaringer, hurtige gevinster og kommende udfordringer.
Oplægsholderne omfatter bl.a. Bjarne Jeppesen (CEO, Sports Group Denmark A/S), Charlotte Bagge Hansen (M) (MF, erhvervs- og finansordfører), Jette Radich Thunbo (Group VP, Salling Group), Lars Fogh Mortensen (Circular economy, textiles and plastics expert, European Environment Agency), Lea Wermelin (S) (MF, sundhedsordfører og tidligere miljøminister), Lone Ditmer Kristensen (CEO, Dansk Wilton), Marcus Hartmann (Head of Public Affairs & Sustainability Region North Europe, H&M), Maria Møgelberg Glæsel (CEO, aiayu), Marie Busck (CSO, Dansk Mode & Textil), Sanne Nørgaard (COO, Green Cotton Group), Signe Tholstrup (CEO, MINI A TURE Copenhagen) samt yderligere direktører, CSR-/ESG-ansvarlige og folketingsmedlemmer.
- 2024-tallene viser, at mange brands er i gang med at gentænke deres materialer, produkter og forretningsmodeller. Vi ser et skifte i retning af mere cirkulære løsninger, og det er både nødvendigt og opmuntrende, siger Maria Møgelberg Glæsel, forperson for Det Frivillige Sektorsamarbejde om tekstiler og medejer af Aiayu
Der er dog stadig lang vej - og 2030 kommer hurtigt, hvis vi skal nå de fælles mål og leve op til det ansvar, vi har som branche. Vi afhænger også af fremskridt inden for teknologi og innovation, tilpasning af lovgivning og ændringer i forbrugeradfærd. Derfor er det præ-kompetitive samarbejde, vi har i Danmark, så afgørende. Det giver virksomheder mulighed for at løfte i fællesskab, og vi håber, endnu flere vil tage del i det arbejde, der også er med til at styrke branchens konkurrenceevne og arbejde ambitiøst mod en mere cirkulær fremtid, siger hun.
- Vi ser frem til en spændende og tankevækkende dag med fokus på handling og videndeling – herunder paneldebatter, præsentationer, rundbordssamtaler og netværk. Den cirkulære omstilling er en systemisk forandring, som de færreste virksomheder kan løfte alene. Derfor er det vigtigt at dele erfaringer og identificere muligheder, siger direktør i Lifestyle and Design Cluster, Betina Simonsen.
Program for summit i Sektorsamarbejdet
Det Frivillige Sektorsamarbejde om Tekstiler – Summit 2025 Dato: Mandag den 23. juni 2025 Tid: Kl. 9.00–13.30
Sted: Fællessalen, Christiansborg, 1218 København Kl. 09.00: Kaffe og croissanter i forhallen til Fællessalen
Kl. 10.00: Velkomst og mødestart v/Jonas Eder-Hansen, projektleder, Lifestyle and Design Cluster
Kl. 10.05–10.15: Mode og tekstil under det danske EU-formandskab v/Lea Wermelin, sundhedsordfører og medlem af Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget (A)
Kl. 10.15–10.30: Introduktion til dagens program og ”Cirkulær omstilling i en foranderlig tid”
v/ Maria Møgelberg Glæsel, forperson for Sektorsamarbejdet og medejer af Aiayu samt Betina Simonsen, CEO, Lifestyle and Design Cluster
Kl. 10.30–10.40: 2030-målene – utopisk eller realistisk v/Lone Haumann, Projektleder, Lifestyle and Design Cluster
Kl. 10.40–10.55: How to reach 2030 goals – a 2025 status v/Marcus Hartmann, Head of Public Affairs & Sustainability Region North Europe, H&M
Kl. 10.55–11.25: Topledelsens bud på fremtidens cirkulære prioriteringer
v/ Sanne Nørgaard, COO, By Green Cotton og Bjarne Jeppesen, CEO, Sports Group Denmark
Kl. 11.25–12.30: Paneldebat – Mode og tekstil på den politiske dagsorden – hvad nu?
Moderation: Marie Busck, Chief Sustainability Officer, Dansk Mode & Textil Fokus: Udmøntning og implementering af den nationale handlingsplan for tekstiler samt dens relation til Sektorsamarbejdet. Debatten er opdelt i tre sektioner à 20 minutter:
11.30–11.50: Cirkulære forretningsmodeller v/ Signe Tholstrup, CEO, MINI A TURE
Kl. 11.50–12.10: Cirkulært design v/Jette Radich, Category Director, Textile, Group VP, Salling Group
Kl. 12.10–12.30: Genanvendte tekstilfibre v/ Lone Ditmer, CEO, Dansk Wilton
Diskussion til hvert punkt med følgende politikere og meningsdannere:
Lea Wermelin (A), fhv. miljøminister, sundhedsordfører
Charlotte Bagge Hansen (M), erhvervs- og finansordfører, Moderaterne
Lars Fogh Mortensen, Circular economy, textiles and plastics expert, European Environment Agency
Kl. 12.30–13.30: Frokost og netværk
Resten af eftermiddagens program er forbeholdt underskriverne i sektorsamarbejdet.
Fakta om Det Frivillige Sektorsamarbejde om Tekstiler
I august 2022 annoncerede daværende danske miljøminister, Lea Wermelin, oprettelsen af et sektorsamarbejde mellem ministeriet, ti virksomheder og tre organisationer. Formålet var at engagere en bredere del af den danske mode- og tekstilindustri i at forfølge fælles cirkulære mål inden 2030. De cirkulære mål er sammensat, så underskrivere kan forberede sig til kommende lovgivning inden for bl.a. ecodesign samt det udvidede producentansvar for tekstiler, der ventes implementeret fra medio 2027.
I dag omfatter initiativet cirka 50 virksomheder, og nye deltagere er velkomne og tilslutter sig løbende.
Sektorsamarbejdet tager udgangspunkt i tre mål, der er funderet på internationale principper om cirkulær økonomi:
Øget omsætning fra gensalg: En større del af omsætningen i Danmarks mode- og tekstilsektor vil komme fra cirkulære forretningsmodeller såsom gensalg, reparation, redesign og leje, så tøj og tekstiler holdes i brug så længe som muligt.
Fælles cirkulære designkrav: Etablering af fælles cirkulære designkriterier for at sikre, at tøj fra danske virksomheder er designet til længere levetid og kan integreres i optimale cirkulære kredsløb. Disse designkrav er skabt til at være anvendelige for både små og store virksomheder.
Forpligtelse til genanvendte materialer: Inden 2030 vil alt tøj og tekstil fra danske virksomheder bestå af mindst 40% genanvendt materiale, hvoraf mindst 10% vil være direkte fra tekstilfibre (dvs. 4% af den samlede mængde). Procentdelen af genanvendt materiale beregnes som et gennemsnit for hver virksomhed.