En finanslov med cirkulært fokus

Finansloven for 2024 indeholder både midler og initiativer, der skal skabe et mere ansvarligt forbrug og understøtte cirkulær økonomi. Selvom tekstiler ikke er direkte nævnt i finansloven, er der elementer, der understreger det øgede fokus på branchen, lyder det fra DM&T’s politiske chefkonsulent.

Christiansborg - trappe
AfSimon Hansen - sh@dmogt.dk - 13 dec. 23

Regeringen landede for godt to uger siden en bred finanslov med tilslutning fra SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti, Alternativet og Nye Borgerlige.

Finansloven har ikke specifikke poster, der er møntet på mode- og tekstilbranchen, men alligevel er der elementer, som er relevante for branchen og navnlig den cirkulære omstilling, som både branchen og samfundet står midt.

Der er afsat midler i en pulje til cirkulær økonomi. Midlerne skal understøtte en kulturændring, hvor man vil styrke cirkularitet, genbrug og reparationer for på den måde at reducere klimaaftrykket fra danskernes forbrug. Som en følge af dette vil man etablere en ny pulje, hvor der kan søges tilskud til projekter, som skal fremme cirkularitet og reparationer, f.eks. reparationscaféer, undervisningsforløb, tilskud el. fradrag samt andre tiltag, der bidrager til at gøre reparationer mere udbredte og tilgængelige.

Derudover skal der udarbejdes en handlingsplan, som skal understøtte bl.a. reparationer og levetidsforlængelser med konkrete initiativer, der understøtter et mindre forbrug af naturressourcer og øger genanvendelse i Danmark.

Selvom tekstiler ikke er udpeget specifikt i finansloven, er det ikke ensbetydende med, at det politiske fokus fra branchen er forsvundet.

”Finanslovsaftalen er et udtryk for det tiltagende politiske fokus på cirkularitet inden for forbrug, særligt at vores forbrugsvarer, herunder tøj, skal være mere holdbare og have et længere liv. Gennem året har vi mærket, at der på Christiansborg er kommet et større fokus på tøj og tekstiler i denne sammenhæng, og vi forventer kun, at den politiske interesse for branchen og forbruget af tøj og tekstiler vil tage til i de kommende år, også i takt med at initiativerne fra EU skal implementeres i Danmark,” siger Cecilie Friis, chefkonsulent, Public Affairs i DM&T. Sidstnævnte med henvisning til den strøm af initiativer, der kommer som en del af EU’s tekstilstrategi.

DM&T har i løbet af 2023 intensiveret den politiske dialog på tværs af Folketinget, hvor der er en stor interesse for branchen og den omstilling, der er i gang.

DM&T vil i det kommende år arbejde videre for at sikre, at Danmark får en national handlingsplan for tekstiler, således at vi i Danmark sikrer en kontinuerlig, koordineret indsats, der er i tråd med EU’s tekstilstrategi.

Du finder hele finansloven for 2024 her.

Vil du høre mere?

Ræk endeligt ud og lad os hjælpe dig videre.

Cecilie Friis portræt
Cecilie Friis

Chefkonsulent, Public Affairs

30317466

cf@dmogt.dk

cecilie-friis