DM&T inviterer til TOPMØDE den 9. oktober
Endnu en gang samler DM&T branchen til en dag fyldt med inspiration og viden, der kan styrke mode-, tekstil- og livsstilsbranchen på både den korte og lange bane. I år sætter DM&T fokus på de afgørende valg; både dem ved stemmeurnerne og i virksomhederne.

Sidste år samlede DM&T 300 branchefolk til TOPMØDE 2023 med fokus på ledelse i en foranderlig verden. Deltagerne nød en række spændende op læg fra en bred skare af talere, blandt andre biodiversitetsoraklet professor Carsten Rahbek, H&M, BESTSELLER og Svend Brinkmann.
Verden er stadig i forandring, og som beslutningstager er der mange ting, man skal forholde sig til. I 2024 bliver der endnu flere, for vi står midt i det, der betegnes som det største valgår nogensinde. Derfor er årets tema ”De afgørende valg”, forklarer DM&T’s adm. direktør Thomas Klausen.
”Særligt Europa-Parlamentsvalget og præsidentvalget i USA vil få stor betydning for branchen og det globale politiske og økonomiske klima. Derfor vil det naturligvis spille en stor rolle i programmet for årets TOPMØDE, men temaet har også en anden betydning. Branchens virksomheder står overfor at skulle træffe en række afgørende valg om blandt andet bæredygtighed og kunstig intelligens, så derfor må det siges at være et meget rammende tema,” siger han.
En platform for viden, networking og inspiration
Årets TOPMØDE foregår igen i Bella Arena, som også dannede rammerne om den forgange udgave. Sidste års deltagere havde store roser til omgivelserne, som både indbød til fordybelse og networking, ligesom det er nemt at komme til, uanset om man er i bil eller benytter offentlig transport.
Årets konferencier er den mangeårige USA-korrespondent Lillian Gjerulf Kretz, som i dag er vært på TV Avisen.
DM&T vil i løbet af de kommende måneder løfte sløret for de talere, der skal sikre, at dagens deltagere er klædt på til at håndtere de afgørende valg og følgerne af dem. Og du kan roligt begynde at glæde dig til den 9. oktober, hvor DM&T samler branchen.
”TOPMØDE er altid en god anledning til at møde dine kollegaer fra branchen og diskutere det, der rører sig lige nu. Samtidig er det også blevet en platform, hvor du kan få fyldt rygsækken op med masser af viden og inspiration, og jeg tør godt love, at vi kommer til at præsentere et vanvittigt spændende udbud af talere igen i år. Så du kan roligt begynde at glæde dig. Det gør jeg,” afslutter Thomas Klausen.
Du kan købe billet med early bird-rabat på 20 procent allerede nu. Som medlem deltager du for kr. 1.800 ex. moms, hvis du køber billet inden 1. juli. Er du ikke medlem, får du stadig rabat i samme periode og dermed deltage for kr. 2.600 ex. moms.