DM&T ærgrer sig over dansk forbud mod PFAS i tøj og sko
Regeringen har netop fremlagt et forbud mod PFAS i tøj og sko. DM&T ærgrer sig over, at regeringen ikke har valgt at prioritere en ambitiøs EU-løsning, som ville give lige konkurrencevilkår og mere vidtrækkende forandringer til glæde for forbrugerne.
Regeringen løftede onsdag aften sløret for, at man vil indføre et nationalt forbud på PFAS i tøj, sko og imprægneringsspray som et led i en større national PFAS-handlingsplan. Planerne om et forbud blev præsenteret i en artikel i Politiken, men tidligere på aftenen var DM&T blevet orienteret.
DM&T har nemlig været i tæt dialog med Miljøministeriet om netop PFAS igennem mere end et år. Men på intet tidspunkt i processen var der tegn på, at der med så hastige skridt ville komme et dansk forbud.
”Vi er overraskede over, at regeringen kommer med den udmelding på nuværende tidspunkt. Vi har haft en fin dialog, for vi deler ambitionen om, at PFAS skal udfases. Men vi har også hele tiden anbefalet et EU-forbud. Derfor er vi også ærgerlige over, at regeringen nu vælger dansk enegang med det her udspil,” siger Marie Busck, CSR- og bæredygtighedschef i DM&T.
Et EU-forbud vil nemlig sikre ensartede konkurrencevilkår, ligesom det vil komme 450 mio. EU-borgere til gavn mod de knap 6 mio. danskere, som med forslaget stadig har mulighed for at købe varer tilsat PFAS udenfor EU’s grænser.
Et EU-forbud havde været mere ambitiøst – og stille både virksomheder og forbrugere bedre
”Det havde været langt mere ambitiøst med en fælles EU-løsning. Danmark er et af fem lande, der har presset på for et mere vidtrækkende EU-forbud mod PFAS, hvilket vi bakker op om. Derfor havde vi også gerne set, at Danmark var fortsat i det spor, fordi det er mere effektfuldt og stiller forbrugerne langt stærkere, mens det ville sikre lige konkurrencevilkår for alle europæiske virksomheder,” siger Marie Busck.
Hun understreger, at det vil kræve et meget omfattende kontrolarbejde fra de danske myndigheder at håndhæve dette, fordi der er så mange internationale aktører på det danske marked. Samtidig er danskerne flittige til at handle online i udlandet, og her er der sket en stor stigning i online-butikker udenfor EU’s grænser. Varer herfra vil også være omfattet, men det kan vise sig mere end svært at håndhæve forbuddet, advarer Marie Busck:
”Vi fjerner ikke det grundlæggende problem med et dansk forbud. Danske borgere kan stadigvæk købe produkter med PFAS på deres ferier i udlandet, eller når de shopper på udenlandske webshops. Det understreger, at der er behov for et europæisk forbud,” siger hun.
Svækker danske virksomheders konkurrenceevne
Debatten om PFAS i tøj og tekstiler blussede op i starten af 2023, og siden har DM&T arbejdet intensivt med PFAS-problematikken og bl.a. foretaget undersøgelser af medlemmernes forhold til PFAS.
Der foreligger ikke danske tal for, hvor stor en andel af PFAS-udledningen, der stammer fra tøj, sko og tekstiler, men i DM&T’s undersøgelser svarede 13 procent af tøjvirksomhederne, at de benytter PFAS. 2/3 af dem har allerede en plan for udfasning. Hos skovirksomhederne benytter lidt flere PFAS, men til gengæld har alle en plan for udfasning.
Så selvom de danske virksomheder på mange måder er langt i arbejdet med at udfase PFAS helt, svækker det danske forbud konkurrenceevnen, særligt hos outdoor- og sportsvirksomheder.
”Forslaget svækker danske virksomheders konkurrenceevne og stiller dem i en sværere situation end de udenlandske konkurrenter. Selvom der eksisterer alternativer til PFAS, kan de være svære for leverandører at få fat i, ligesom danske virksomheder kommer til at afsætte ressourcer til dokumentation af compliance, hvilket også stiller krav til testkapacitet o. lign. Det kan blive både dyrt og besværligt,” siger Marie Busck.
Derudover kan der opstå udfordringer, når danske virksomheder sourcer i lande, hvor de udenlandske brands også sourcer. Der kan opstå situationer, hvor danske virksomheder ikke kan placere en ordre, fordi leverandøren ikke vil eller kan leve op til kravene.
DM&T glæder sig over at være blevet hørt – og fortsætter dialogen med relevante aktører
DM&T har endnu ikke set det endelige udspil til lovforslaget, og derfor er der fortsat mange tvivlsspørgsmål. Dog står det klart, at professionel beklædning og sikkerhedstøj, hvor der stilles særlige krav til sikkerhed og funktionalitet, vil være undtaget. Der foreligger dog ikke nogen nærmere definition.
”Vi er glade for, at man i udspillet har inkluderet en række af de opmærksomhedspunkter, vi har pointeret overfor Miljøministeriet i løbet af det forgangne år. Det gælder blandt andet toleranceværdier, overgangsperioder, lagervarer og undtagelsen for særlige produktgrupper. Men vi skal se den endelige tekst, før vi kender det sande billede,” siger Marie Busck.
Bekendtgørelsen om forbuddet forventes at være klar 1. juli 2025. Regeringen foreslår at give erhvervslivet en overgangsperiode på et år, så forbuddet gælder fra 1. juli 2026. Det får dog ikke DM&T til at hvile på laurbærrene:
”Vi vil fortsætte dialogen med regeringen, ministeriet og relevante myndigheder, så vi er sikre på, at de danske mode-, tekstil- og livsstilsvirksomheders stemme bliver hørt. Vi vil gøre vores for at sikre, at det her ikke får negativ betydning for konkurrenceevnen i den danske branche, som hvert år bidrager med ca. 90 mia. kroner til Danmarks BNP,” afslutter Marie Busck.