Siden 1895 har Dansk Mode & Textil hver dag fokuseret på at levere værdi til den danske mode- og tekstilbranche.

Dansk Mode & Textil er hele branchens organisation siden 1895. Vi rådgiver, samler og styrker branchen.

Nyhed16.03.12
Foto: Eksport af luksusvarer og voksende kundegrupper i flere vækstlande giver dansk industri nyt liv efter en årrække med dalende produktion (foto: Kopenhagen fur, Ferragamo)

Dansk industri genvinder terræn

Dansk industri henter i øjeblikket ind på det, den har forsømt under finanskrisen, viser nye tal fra EU’s fælles statistiske kontor Eurostat. Mens EU’s produktion de sidste 3 måneder er faldet samlet set 1,4%, holder den danske ditto stort set status quo.

De seneste måneder har ydermere vist vækst i den danske produktion, og det er primært takket være en fremgang i eksporten, siger en cheføkonom fra Jyske Bank til JyllandsPosten.

Især fjerntliggende vækstmarkeder i Asien og Sydamerika bidrager til forskellen og desuden salget af luksusvarer, som har en voksende kundegruppe i flere vækstlande som Kina, Brasilien og Rusland.

Dansk produktion vokser hurtigere
Selv om Danmark haler ind på det europæiske produktionsgennemsnit, ligger den danske produktion dog stadig væsentligt under niveauet før finanskrisens indtog, og også under niveauet for vores nabolande Tyskland og Sverige.

Det glædelige er, at den danske produktion vokser hurtigere end gennemsnittet og kun overgås i tempo af Tjekkiet, Polen, Slovakiet, Slovenien og Ungarn i nævnte rækkefølge, målt over de seneste 3 måneder. Kilde: JyllandsPosten.